James Baldwin væver i alle sine tekster, hvad end der er tale om essays eller romaner, sine egne erfaringer ind i et større udsyn, der ofte handler om social retfærdighed og religion. For ham hænger religion og politik sammen. Man kan ikke have det ene uden det andet. Det er derfor, hans barndoms kirke bliver hyklerisk, fordi han oplever en grænse for, hvor langt næstekærligheden kan nå. Den kan ikke nå uden for kirken, og det går ikke i et samfund, hvor han oplever hvor voldelig segregeringen mellem de hvide og sorte kan være. Når kirken bliver hyklerisk, er det af politiske årsager, og når politikken bliver hyklerisk er det af åndelige årsager. Når den politiske frihed hviler på undertrykkelsen af andre, er det ikke en ægte, åndelig, frihed.
For Baldwin er næstekærligheden det grundlæggende princip for et samfund, hvor undertrykkelsen fylder det hele. De mennesker han skildrer er tit sårbare, udsatte, fattige og udgrænsede. Hans blik for disse karakterer er både kynisk og ekstremt kærligt. I flere af hans bøger går spejlet igen som ledemotiv, spejlet og den andens ansigt. I ”Næste gang” skriver Baldwin: ”[S]amtidig har en stor del af de hvides angst sin rod i den hvide mands lige så dybe trang til at ses, som han er, til at slippe fri fra sit spejls tyranni. Vi ved alle, hvad enten vi er i stand til at indrømme det eller ej, at spejle altid lyver, at druknedøden er alt, hvad vi kan vente der.” (”Næste gang”, s. 108). Det er aldrig nok at se sit eget ansigt i Baldwins forfatterskab, man må også se den andens ansigt, når man ser sig i spejlet, som skrevet tidligere i afsnittet om ”Giovannis værelse”.
Selvom Baldwin var en forfatter, der skrev meget eksplicit om sortes rettigheder i USA i en tid, hvor der var en i hvert fald overfladisk forandring i gang, så ville det være forkert at rubricere Baldwin som en forfatter, der kun skriver om sorte mennesker. Baldwin skriver ud fra en specifik kontekst, og også tit med partikulære politiske budskaber, men hans budskaber rækker langt videre. De gælder alle mennesker.