Næste gang

Citat
”Desuden har jeg kun truffet meget få mennesker – og de færreste af disse var amerikanere – som virkelig ønskede at være frie. Frihed er vanskeligt at bære. Man kan indvende, at jeg taler om politisk frihed i åndelige vendinger; men politiske institutioner i alle nationer trues altid, og afhænger til syvende og sidst altid af nationens åndelige tilstand.”
”Næste gang”, s. 101.

Oprindeligt blev den længste af de to tekster, der er optrykt i ”The Fire Next Time” (”Næste gang”, 1963), trykt i magasinet The New Yorker, og fordi det var så langt, måtte det deles op i to, der begge blev forlængede udgaver af magasinet. I The New Yorker havde det titlen ”Letter from a region in my mind” (”Brev fra en egn i mit indre”), men i bogen blev det en undertitel, og titlen blev ”Down at the Cross” (”Ved korsets fod”). Det er hovedsagligt denne tekst, der er blevet berømt og kanoniseret, og den cementerede Baldwin som en aktivistisk, politisk forfatter med et stort hjerte for borgerrettighedsbevægelsen.

I første halvdel af teksten tager Baldwin afsæt i den religiøse krise, han havde, da han som 14-årig holdt op med at tro på den medmenneskelighed, de prædikede i hans kirke. Hovedsagligt fordi han gennemskuede, at den medmenneskelighed ikke gjaldt for alle, men kun for medlemmerne af kirken. Det samme hykleri ser han udspille sig i USA's demokrati, og snart sagt alle steder, han ser hen. Som i så mange andre af Baldwins tekster væver han elegant sin egen historie ind i et samfundsomspændende problem. Det handler både om ham selv og hans homoseksualitet og hans opgør med faderen, men det handler også om alle os andre. ”Hvis gudsbegrebet har nogen gyldighed eller er til nogen nytte, så kan det kun være ved at gøre os større, friere og kærligere. Hvis Gud ikke magter dette, så er det på tide, vi kommer af med ham.” (s. 58).

Spørgsmålet om religion som afsæt for en kamp for større social retfærdighed tager han med i næste del af teksten, hvor han mødes med lederen af Nation of Islam, Elijah Muhammad. I Nation of Islam troede man på, at den hvide race ikke kunne sameksistere med den sorte og krævede derfor en sort, muslimsk nation for de sorte i USA. Selvom Baldwin er uenig i dette, er han ikke mindre radikal. Han bruger den religiøse tænkning, der forbinder hans kristne opdragelse med denne sorte, radikale bevægelse, til at plædere for en radikal læsning af næstekærligheden. Hvis Gud ikke kan bruges til at forstå ens medmennesker som mennesker, så kan han ikke bruges til noget. Titlen på bogen kommer fra et bibelcitat: ”Gud gav Noah regnbuen til tegn: Næste gang kommer ilden, i stedet for regn!” (”Næste gang”, s. 118).