Charles Baudelaire startede som kunstkritiker, men er mest kendt for en af den moderne verdens mest skelsættende digtsamlinger, ”Les Fleur du mal” fra 1857. Både i sin kunstkritik, sin lyrik, sine prosadigte og sine dagbogsnotater er Baudelaire placeret som en forløber for den franske symbolisme, der er et overgangsled mellem romantikken og det moderne. I sin kunstkritik er det tydeligt, at Baudelaire holdt meget af den romantiske kunstner Eugène Delacroix, men samtidigt forsøgte han at opdage fremtidens nye kunstnere på udstillingerne og understregede det modernes fastholdelse af det flygtige som et vigtigt kendetegn ved den nye kunst.
Spændingen mellem natur og abstraktion betinger desuden ifølge Baudelaire kunstværkets liv, ligesom han understregede, at kunsten skal skildre naturen men også det, der åbenbares i sjælen. For Baudelaire var beskuerens følelser og tanker af afgørende betydning. Alt dette stod ifølge Baudelaire i modsætning til det traditionelle landskabsmaleri, som han ikke havde meget tilovers for. Baudelaire var ligeledes moderne i sin kunstkritik ved sin påpegning af, at kunsten kan forny sig i nye former for skønhed, som den udleder af det forbigående og flygtige – af tiden, som den skabes i. Baudelaire er blandt andet blevet kaldt den vigtigste litterære kunstkritiker efter Denis Diderot.
Også i sin egne litterære værker formåede Baudelaire både at besynge det forgangne og være det nyes digter. Han følger i sit sprog og sin versopbygning klassiske regler, men benytter sig af et helt nyt billedsprog, der tager udgangspunkt i metropolen og livets mørke sider. Han behandlede mange af de samme temaer som romantikerne, men lod sine temaer være placeret i moderniteten. I Baudelaires ”Les Fleur du mal” eksisterer det perverterede og onde i mennesket side om side med den menneskelige higen efter guddommelig skønhed og åndelig forening. Det modbydelige og moralsk deforme bliver ligeledes konfronteret med det kunstneriske formfuldendte. Han skaber en samtidighed af kærlighed og kras kropslighed, idealitet og lede, higen efter livsintensitet og ensomhed. Midt i en æstetisk harmoni med klassisk metrik har skildringer af f.eks. det kropslige, det ækle og det onde til formål at fremkalde et slags chok hos læseren. Hos Baudelaire kan man således sige, at der er tale om en form for afromantiseret romantik, som også afspejler sig i digtsamlingens titel, der sammenstiller den skønne blomst og det onde, ”Les Fleur du mal”.
Der er også en nostalgi efter det, der var, hos Baudelaire: ”Det Gamle Paris forsvandt (i en By må Trækkene vige med større Hast, ak, end i en dødelig Sjæl)” (”Svanen” i ”Syndens blomster”, s. 179). Som det hedder i en artikel af litteraturanmelder Bo Tao Michaëlis: ”Baudelaire var paradoksalt nok det modernes modernistiske angriber, en indigneret og ironisk iagttager af alt det chokerende nye. Og af det opskydende borgerskab omkring ham.” (Bo Tao Michaëlis: Baudelaire var 1800-tallets rockpoet. Politiken, 2009-08-29).
Også i sine prosadigte i ”Parisisk spleen” er det episoder fra storbyen, der er udgangspunktet for de små hverdagshistorier og de overvejelser, det afstedkommer hos digterjeget. Baudelaire kombinerer her hverdagssprog med billedsprog og lader de små lyriske fortællinger lede frem mod mere eksistentielle refleksioner. Også her fastholder Baudelaire det dobbeltsidede tema af beruselse, kvinder og poesi på den ene side og fattigdom, fortvivlelse og forgængelighed på den anden, men viser også det moderne menneskes psykologiske og moralske kompleksitet og et moderne samfunds sammensatte struktur.