Charles Baudelaire debuterede i 1845 med en anmeldelse af årets parisiske salon med titlen ”Salon de 1845”. Salonerne i Paris var i 1800-tallet en årlig tilbagevendende kunstudstilling, som globalt set blev anset for en af de vigtigste kunstbegivenheder. Efter debuten fulgte flere andre værker med kunstkritik fra Baudelaires hånd. Uddrag fra forskellige af Baudelaires værker med kunstkritik er samlet i bogen ”Kunstkritik” (1945), der indeholder kapitler som ”Om indbildningskraften”, ”Om farven” og ”Om det moderne”.
Det er kendetegnende for Baudelaires kunstkritik, at han står med et ben i romantikken og et i det moderne. Baudelaire fremhæver Eugène Delacroix, som anses for en af de største franske kunstnere i den romantiske periode, og som Baudelaire kalder fortidens og nutidens mest originale maler. Men han er ligeledes fascineret af den spirende modernitet. Ifølge Baudelaire skal kunsten skildre det evigt sande, men også kunne indfange det flygtige, det nye, det som sker: ”Det moderne, det er det forbigaaende, det flygtige, det netop opdukkende, Halvdelen af Kunsten, hvis anden Halvdel er det bestandige og uforanderlige” (s. 62). Baudelaire fremhæver illustrator og satiretegner Constantin Guys som en repræsentant for det nye.
En andet væsentlig pointe i Baudelaires kunstkritik er hans understregning af farven som formskabende i maleriet. Det kunne f.eks. være de mange forskellige farver, der tilsammen danner en kvindehånd i et billede. Han skriver desuden, at ”kunsten i øvrigt er en Abstraktion og fuldbyrder sig ved at ofre Detaljen for Helheden” (s. 48). Når det vigtige i kunsten ifølge Baudelaire ligeledes er den betydning eller følelse, beskueren lægger ind i kunstværket, kommer man uundgåeligt til at tænke på moderne, abstrakte kunstværker – og måske endda nogle, som kommer efter Baudelaires analyse. Sikkert er det, at Baudelaire i sin kunstkritik betoner de abstrakte former, udtryksformer som stimulerer fantasien og samtidens aftryk på værket: ”Originalitet stammer fra det Stempel, Tiden paatrykker vore Fornemmelser” (s. 66). Hans kunstkritik er dog også blevet læst som en gennemtrængende analyse af hans egen digtning.