Flere af Baudelaires værker blev udgivet efter hans død, bl.a. den ufuldendte samling af prosadigte ”Petits poèmes en prose” fra 1869 (”Parisisk spleen”, 1918). Samlingen består af 50 fortællende digte med hver deres lille historie. Teksternes rækkefølge er tilfældig, og hver af de små prosadigte kan læses uden for værkets kontekst. Baudelaire blander i teksterne lyriske elementer med ironi og hverdagssprog, skildringer af følelser og intellektuelle overvejelser.
Mange af teksterne tager udgangspunkt i en scene fra storbyen. Vi møder bl.a. en gammel gøgler på en markedsplads, en luder, der elsker læger, sindssyge i tusmørket, fattige børn, der slås om en humpel brød, og flere gange kunstneren, der bevæger sig rundt som en iagttager midt i menneskemængden. Mange af de samme temaer, som man finder ”Les Fleur du mal”, ses også i ”Parisisk spleen”. Baudelaire hylder også her kærligheden og sensualiteten, som i skildringen af duften af en kvindes hår, men han skildrer samtidig følelser af livslede, melankoli og dødsangst. Der er ligeledes beskrivelser af de mørke sider af den moderne by med fokus på de ensomme, de prostituerede og den store forskel på fattig og rig. Nydelse, beruselse, kvinder og skrivning bliver fremstillet som de dele af tilværelsen, som kan fortrænge den smertefulde oplevelse af tidens gang: ”Det er tid til at beruse sig! For at I ikke skal være Tidens martyrer og slaver, berus jer! Berus jer uden ophør. I vin, poesi eller dyd, ganske som I vil.” (”Parisisk spleen” i ”Baudelaire i udvalg”, s. 305).
51390083
I en anden af samlingens tekster bliver det tydeligt, at tiden i det ”utålelige, uerstattelige Liv” ikke kun skal forstås som erkendelse af forgængelighed, men også som det smertefulde, der i menneskelivet følger med det at leve udstrakt i tid: ”Tidens (…) djævelske kortege af Minder, Fortrydelse, Spasmer, Rædsler, Frygt, Mareridt, Raserianfald og Neuroser.” (s. 253). Hos Baudelaire bliver de små hverdagshistorier fra storbyen omdannet til ætsende eller melankolske refleksioner over samfundet og menneskets liv, men han fremhæver samtidig det flygtige men fantastiske i livet: ”Hvad betyder en evig forbandelse for den, der i et sekund har fundet nydelsens uendelighed?” (s. 258).