Amina Elmi debuterede i 2023 med ”Barbar [tavshedens objekt]” og har påkaldt sig Shadi Angelina Bazeghi som en af sine inspirationer, og der er også tydelige fællestræk imellem deres digte. Både vreden og sorgen lyser ud af deres bøger, og følelsen af at være blevet gjort til en outsider, den ensomhed det kan afføde, og den desperation, der kan sætte sig i digtenes henvendelse. I begge bøger findes stærke kald på intimitet og kærlighed, for ikke at føle sig alene. Eksilerfaringen omsættes til digte med et enormt politisk klarsyn og følelser, der går fuldstændig rent igennem i digtene, både hos Bazeghi og Elmi. Hos Elmi er der et mere klassisk og konsistent jeg i digtene, hvor Bazeghis digte som tidligere omtalt gør mere brug af det flerstemmige.
Det flerstemmige kan man finde hos en digter som Ursula Andkjær Olsen, som også afsøger forskellige udsigelsespositioner i sine digte. Bl.a. i ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), ”Udgående fartøj” (2015) og ”Mit smykkeskrin” (2020). Hendes digte arbejder meget musikalsk med at finde motiver, refræner og forløb. Der er ikke den samme traumeæstetik på færde hos hende, som man ser den hos Bazeghi, men der er stadig fællestræk.
For en god ordens skyld skal også igen nævnes Bazeghis oversættelser, som på forskellige måder belyser aspekter af hendes eget forfatterskab. Hun har oversat Audre Lordes poesi i et udvalg med titlen ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” (2019) og et udvalg af hendes essays med titlen ”Din tavshed kan ikke beskytte dig” (2020). Forugh Farrokhzad oversatte hun første gang i 2006 i udgivelsen ”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid”, og i 2013 udkom et større udvalg med titlen ”Kun stemmen bliver tilbage”. Farrokhzad er en stor inspiration for Bazeghi, ikke mindst fordi hun fornyede den poetiske tradition i Iran. Bazeghi har også oversat den svenske digter Helena Bobergs ”Sindsvold” (2022) og den iranske, modernistiske forfatter Sadegh Hedayat med ”Den blinde ugle” (2023).