Shadi Angelina Bazeghi

Shadi Angelina Bazeghi er født i Iran i 1974 og kom til Danmark som 12-årig i 1986. Hendes familie forlod Iran under krigen mellem Iran og Irak, som varede fra 1980-1988, og Bazeghi er med andre ord vokset op med krigen. Hun har studeret astronomi og uddannet sig til lærer og er også uddannet fra Forfatterskolen i 2007.

Hun kom første gang i kontakt med litteraturen, da hun fandt bogen ”Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. Hun græd, mens hun læste den, og på en måde var hendes skæbne som forfatter beseglet lige der, fordi hun tænkte, at det ville hun også kunne, skrive på den måde. Efter hun kom til Danmark, knoklede hun for at lære sproget så hurtigt som muligt, og hun memorerede ordbøger og lavede sine egne skriveøvelser for at blive fortrolig med ordenes betydning. Hun var helt bevidst om, at livet som forfatter var en noget usikker vej at vælge, og i mange år forsøgte hun at bekæmpe trangen til at skrive, men hun var ulykkelig, når hun ikke skrev.

Bazeghi har oversat en række bøger, som på sin vis er kommet til at høre med til hendes forfatterskab. I 2006 udkom Forugh Farrokhzad for første gang på dansk, da Bazeghi udgav oversættelsen ”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid”. Og i 2013 udkom ”Kun stemmen bliver tilbage”, hvor Farrokhzads forfatterskab bliver præsenteret i større omfang. Farrokhzads forfatterskab er i dag kontroversielt, i den forstand at det er blevet delvist censureret af præstestyret i Iran. Det samme gør sig gældende for Sadegh Hedayat, hvis hovedværk ”Den blinde ugle” (2023) Bazeghi også har oversat til dansk, og dermed har Bazeghi formået at udvide det danske sprog, så det nu også kan rumme to af Irans helt store forfattere fra det 20. århundrede.

Bazeghi har også oversat både digte – ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” (2019) – og essays – ”Din tavshed kan ikke beskytte dig” (2020) – af den amerikanske digter Audre Lorde. Den intersektionelle feminismes tradition, som altid søger at kaste et lys over magtanvendelse, som Lorde er blandt ophavskvinderne til, finder man også behandlet og forhandlet i Bazeghis forfatterskab.

Bazeghi er redaktør på det tværnordiske tidsskrift Kritiker. I 2020 modtog hun det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

”Vingeslag” (2015) er Shadi Angelina Bazeghis debut. Vingeslag er bogens titel, men det er også dens metode. Digtene hvirvler stof op som fuglevinger, der får støvet til at lette og danse, for så at lægge sig igen. Digtene flyver ofte hurtigt hen over noget, og man forstår, at der også er en posttraumatisk æstetik på færde i digtene, der ikke holder sig til en argumenterende eller lineær måde at fortælle på, fordi hukommelsen også er påvirket af krigen. Derfor foregår bogen i brudstykker, fragmenter, hvor motiver går igen og forskyder sig.

Det ville derfor også på en måde være forkert at sige, at bogen handler om krigen, fordi jeget i digtene på sin vis stadig er i krig. Fordi krigen aldrig hører op, når man først har gennemlevet den. På den måde kommer alting til at handle om krigen, fordi krigen handler om alting, om retten til liv. Denne virkelighedsforvrængende situation, at der ved siden af og samtidig med krigens bomber og strømafbrydelser er et dagligt liv, en hverdag, hvor man står op og tager sin skoleuniform på og går i skole og spiller fodbold.

51888898

Bazeghi har et helt særligt blik for mandekroppen, dens skønhed og dens deformering til voldsapparat, forstået på den måde at både erotikken og volden, i Bazeghis digte, bor i mandekroppen. Bazeghi finder en lidt overraskende galionsfigur i form af fodboldspilleren Jesper Grønkjær. Han var fløjspiller, og han var hurtig og havde en særlig måde at spille på, med løb i dybden og bolde indover i feltet, som får Bazeghi til at give ham kælenavnet Grønhakkeren. Men den smukke fodboldspiller bliver også sat op imod små, hjemmelavede altre, som folk i Iran satte op for deres døde familiemedlemmer. Krigen trækker også tråde ind i fodbolden. Mandens krop er både smuk og ødelagt.

Sprogligt er der virkelig meget på færde i Bazeghis digte. På den ene side er der det højstemt poetiske, hvor man mærker en anden digttradition, en persisk billedskabelse, som man kan genkende fra Farrokhzad. På den anden side er der et dagligdags talesprog, der taler et mere intimt og nært sprog. Ofte støder de to former for sprog sammen på måder, der giver digtene stor energi.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vingeslag"