Shadi Angelina Bazeghi

Shadi Angelina Bazeghi er født i Iran i 1974 og kom til Danmark som 12-årig i 1986. Hendes familie forlod Iran under krigen mellem Iran og Irak, som varede fra 1980-1988, og Bazeghi er med andre ord vokset op med krigen. Hun har studeret astronomi og uddannet sig til lærer og er også uddannet fra Forfatterskolen i 2007.

Hun kom første gang i kontakt med litteraturen, da hun fandt bogen ”Den gamle mand og havet” af Ernest Hemingway. Hun græd, mens hun læste den, og på en måde var hendes skæbne som forfatter beseglet lige der, fordi hun tænkte, at det ville hun også kunne, skrive på den måde. Efter hun kom til Danmark, knoklede hun for at lære sproget så hurtigt som muligt, og hun memorerede ordbøger og lavede sine egne skriveøvelser for at blive fortrolig med ordenes betydning. Hun var helt bevidst om, at livet som forfatter var en noget usikker vej at vælge, og i mange år forsøgte hun at bekæmpe trangen til at skrive, men hun var ulykkelig, når hun ikke skrev.

Bazeghi har oversat en række bøger, som på sin vis er kommet til at høre med til hendes forfatterskab. I 2006 udkom Forugh Farrokhzad for første gang på dansk, da Bazeghi udgav oversættelsen ”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid”. Og i 2013 udkom ”Kun stemmen bliver tilbage”, hvor Farrokhzads forfatterskab bliver præsenteret i større omfang. Farrokhzads forfatterskab er i dag kontroversielt, i den forstand at det er blevet delvist censureret af præstestyret i Iran. Det samme gør sig gældende for Sadegh Hedayat, hvis hovedværk ”Den blinde ugle” (2023) Bazeghi også har oversat til dansk, og dermed har Bazeghi formået at udvide det danske sprog, så det nu også kan rumme to af Irans helt store forfattere fra det 20. århundrede.

Bazeghi har også oversat både digte – ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” (2019) – og essays – ”Din tavshed kan ikke beskytte dig” (2020) – af den amerikanske digter Audre Lorde. Den intersektionelle feminismes tradition, som altid søger at kaste et lys over magtanvendelse, som Lorde er blandt ophavskvinderne til, finder man også behandlet og forhandlet i Bazeghis forfatterskab.

Bazeghi er redaktør på det tværnordiske tidsskrift Kritiker. I 2020 modtog hun det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

”Vingeslag” (2015) er Shadi Angelina Bazeghis debut. Vingeslag er bogens titel, men det er også dens metode. Digtene hvirvler stof op som fuglevinger, der får støvet til at lette og danse, for så at lægge sig igen. Digtene flyver ofte hurtigt hen over noget, og man forstår, at der også er en posttraumatisk æstetik på færde i digtene, der ikke holder sig til en argumenterende eller lineær måde at fortælle på, fordi hukommelsen også er påvirket af krigen. Derfor foregår bogen i brudstykker, fragmenter, hvor motiver går igen og forskyder sig.

Det ville derfor også på en måde være forkert at sige, at bogen handler om krigen, fordi jeget i digtene på sin vis stadig er i krig. Fordi krigen aldrig hører op, når man først har gennemlevet den. På den måde kommer alting til at handle om krigen, fordi krigen handler om alting, om retten til liv. Denne virkelighedsforvrængende situation, at der ved siden af og samtidig med krigens bomber og strømafbrydelser er et dagligt liv, en hverdag, hvor man står op og tager sin skoleuniform på og går i skole og spiller fodbold.

51888898

Bazeghi har et helt særligt blik for mandekroppen, dens skønhed og dens deformering til voldsapparat, forstået på den måde at både erotikken og volden, i Bazeghis digte, bor i mandekroppen. Bazeghi finder en lidt overraskende galionsfigur i form af fodboldspilleren Jesper Grønkjær. Han var fløjspiller, og han var hurtig og havde en særlig måde at spille på, med løb i dybden og bolde indover i feltet, som får Bazeghi til at give ham kælenavnet Grønhakkeren. Men den smukke fodboldspiller bliver også sat op imod små, hjemmelavede altre, som folk i Iran satte op for deres døde familiemedlemmer. Krigen trækker også tråde ind i fodbolden. Mandens krop er både smuk og ødelagt.

Sprogligt er der virkelig meget på færde i Bazeghis digte. På den ene side er der det højstemt poetiske, hvor man mærker en anden digttradition, en persisk billedskabelse, som man kan genkende fra Farrokhzad. På den anden side er der et dagligdags talesprog, der taler et mere intimt og nært sprog. Ofte støder de to former for sprog sammen på måder, der giver digtene stor energi.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vingeslag"

”Flowmatic” (2020) er Shadi Angelina Bazeghis anden digtsamling, og i den giver hun krigen et nyt sprog. På flapteksten forklares det, at FLOW-MATIC, også kendt som business-language-0, er forløberen for kodesproget COBOL, som blev udviklet af iranske kodere under Iran-Irak-krigen i 1980’erne til at registrere alle de løsrevne kropsdele fra soldater, man fandt på slagmarken. Det er stadig i dag et aktivt kodesprog, som bl.a. bruges af den amerikanske regering.

I ”Flowmatic” arbejder Bazeghi i endnu højere grad end i debuten ”Vingeslag” med det fragmentariske og det flerstemmige. Der er kortlagt forskellige udsigelsespositioner, som benævnes med tallene [01], [05] og [10], og så er der også digte, hvor der er et mere almindeligt digtjeg. Bogen er fyldt med citater i kursiv, hvilket understreger dens flerstemmighed. Poesien er i sig selv et flerstemmigt fletværk af stemmer, hvilket bryder med den centrallyriske tradition, hvor en suveræn afsender henvender sig til et fraværende du.

48628699

Hos Bazeghi er både kærligheden og krigen noget, der er for stort til kun at foregå mellem to parter. I et foredrag holdt på Vallekilde Højskoles litteraturfestival Litt Talk i august 2023 taler Bazeghi – inspireret af den franske filosof Jacques Derrida – om at arbejde med at opløse modsætningspar som tænkningsform. Det er netop den tænkning, der ligger til grund for hendes digte i ”Flowmatic”.

På mange måder er ”Flowmatic” en forlængelse af ”Vingeslag”, men det er også en radikalisering af den. Det er en bog, der er hjemsøgt af skønhed og vold, i lige dele. De to ting står ikke i modsætning til hinanden. De er der hele tiden samtidig.

Digtene i ”Flowmatic” handler ligesom dem i ”Vingeslag” om, hvordan krigen trækker tråde ud til alt muligt andet. Der er designertasker på trendsales som et billede på nedarvede privilegier. Der er nervegas, der lugter som æbler og politisk tænkning, der er spejlneuroner og kropsåbninger og døde kroppe, der stænkes med insekticid og rosenvand. Det er livsdigte, der insisterer på, at erfaringen ikke samler sig i entydige billeder eller narrativer, men snarere løsrevet, i serielle glimt og korte sekvenser, der forskyder og gentager sig.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Flowmatic"

Shadi Angelina Bazeghis forfatterskab rummer udover hendes egne udgivelser også en væsentlig oversætterpraksis, hvor hun introducerer til vigtige forfatterskaber, både fra hendes fødeland Iran og fra USA og Sverige. De peger på forskellige måder på et gennemgående tema om at være outsider, ikke forstået som en måde at fravælge fællesskabet på, men snarere ikke passe ind i de kategorier, man bliver tilbudt, og derfor blive udgrænset af fællesskabet.

I sit foredrag på Vallekilde Højskole Litteraturfestival Litt Talk 2023 taler Bazeghi om netop dette. At hendes arbejde med at udvide poesiens udsigelsesposition til det flerstemmige også er et arbejde med at opløse modsætningspar i det hele taget, at selve relationen mellem subjekt og objekt, som ligger til grund for megen tænkning, skaber magtrelationer og dominans. Denne kassetænkning, hvor det hvide flertal i Danmark altid opretter en kategori med både uudtalte og udtalte forventninger til den anden, skaber altid en magtdynamik, og det er netop ved at kaste et lys på den magt, der også ligger i selve sproget, at Bazeghi forsøger at bidrage til udviskningen af disse skel. Bazeghi skriver inden for en tradition af intersektionel feminisme, hvor man altid ser på magten til at definere, hvor man samtænker feminisme med kampen mod racisme og klassekampen. Men det er også vigtigt at påpege, at Bazeghi også i sit forfatterskab insisterer på poesien som et sted, hvor denne slags tanker udspiller sig og måske endda udspiller sig bedst. Fordi poesien ikke er et rent sted, men et sted, hvor det hele er indfiltret i hinanden, designertasker, privilegier, racisme, morbærfigner, månelys, fuglevinger, klassekamp osv.

Bazeghi bygger i sine bøger en kompleks digtmaskine, der kan holde fast på mange forskelligartede udsagn. Det kan man se, når man slår op i noteapparatet, hvor der henvises til både persiske popsange, avisklummer og filosoffer og forfattere. Poesien er mangeartet, farverig og højlydt hos Bazeghi. Det ser man også, når der sømløst skiftes mellem persisk, svensk, engelsk og dansk i digtene. Eksilerfaringen er et gennemgående tema for hendes tekster, ligesom krigen er det, og kærligheden. Og de tre ting har det tilfælles, at de har at gøre med selve livet, ligesom Bazeghis digte.

Amina Elmi debuterede i 2023 med ”Barbar [tavshedens objekt]” og har påkaldt sig Shadi Angelina Bazeghi som en af sine inspirationer, og der er også tydelige fællestræk imellem deres digte. Både vreden og sorgen lyser ud af deres bøger, og følelsen af at være blevet gjort til en outsider, den ensomhed det kan afføde, og den desperation, der kan sætte sig i digtenes henvendelse. I begge bøger findes stærke kald på intimitet og kærlighed, for ikke at føle sig alene. Eksilerfaringen omsættes til digte med et enormt politisk klarsyn og følelser, der går fuldstændig rent igennem i digtene, både hos Bazeghi og Elmi. Hos Elmi er der et mere klassisk og konsistent jeg i digtene, hvor Bazeghis digte som tidligere omtalt gør mere brug af det flerstemmige.

Det flerstemmige kan man finde hos en digter som Ursula Andkjær Olsen, som også afsøger forskellige udsigelsespositioner i sine digte. Bl.a. i ”Det 3. årtusindes hjerte” (2012), ”Udgående fartøj” (2015) og ”Mit smykkeskrin” (2020). Hendes digte arbejder meget musikalsk med at finde motiver, refræner og forløb. Der er ikke den samme traumeæstetik på færde hos hende, som man ser den hos Bazeghi, men der er stadig fællestræk.

For en god ordens skyld skal også igen nævnes Bazeghis oversættelser, som på forskellige måder belyser aspekter af hendes eget forfatterskab. Hun har oversat Audre Lordes poesi i et udvalg med titlen ”Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” (2019) og et udvalg af hendes essays med titlen ”Din tavshed kan ikke beskytte dig” (2020). Forugh Farrokhzad oversatte hun første gang i 2006 i udgivelsen ”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid”, og i 2013 udkom et større udvalg med titlen ”Kun stemmen bliver tilbage”. Farrokhzad er en stor inspiration for Bazeghi, ikke mindst fordi hun fornyede den poetiske tradition i Iran. Bazeghi har også oversat den svenske digter Helena Bobergs ”Sindsvold” (2022) og den iranske, modernistiske forfatter Sadegh Hedayat med ”Den blinde ugle” (2023).