Den danske udgave af Sādiq Hidāyats novellesamling ”Levende begravet” (2015) er sammenstykket af noveller fra Hedayats første tre udgivelser. Nemlig ”Zende be gur” (1930, ”Levende begravet”), ”Se quatre khun” (1932, ”Tre dråber blod”) og ”Saye Rowshan” (1933, ”Tusmørke”).
Den danske udgave indeholder ni noveller af varierende længde. Titelnovellen ”Levende begravet – Af en gal mands optegnelser” siges at være et forstudie eller en slags forløber til hovedværket ”Den blinde ugle”, som Hedayat skrev på i de samme år, men først udgav nogle år senere. Det samme gælder for novellen ”Tre dråber blod” om en indlagt mand, der hallucinerer.
51981332
”Levende begravet” handler om en ung mand i Paris, som gerne vil dø, men har besvær med det: ”Mens alle er bange for døden, kan jeg ikke slippe af med livet.” (s. 9). Han ligger i sin seng og husker de hændelser, der ledte op til, at han gik ned og købte morfin og spiste det. Han gik i biografen et par gange med en ung kvinde, og i mørket rørte han ved hendes bryster og kyssede hende. Men på vej hen til et nyt stævnemøde fortrød han. Han gik forbi kirkegården og blev misundelig på de døde. Pigen glemte han fuldstændig i det øjeblik. Da morfinen ikke virker, begynder den unge, unavngivne hovedperson at opfatte sig selv som usårlig, og siden som en levende begravet. Og så falder han i søvn, og i en note efter tekstens datering, står der, at denne tekst blev fundet i en skrivebordsskuffe, og ”[h]vad angår ham selv, var han faldet om på sengen. Han havde glemt at trække vejret.” (s. 39). Det spejler sig meget foruroligende i det selvmordsforsøg, som Hedayat selv var ude for, mens han boede i Paris.
Paris-spejlingen findes også i novellen ”Dukken bag gardinet”, hvor en ung mand forelsker sig i en mannequindukke i Paris og tager dukken med hjem til Teheran. Hans farbroders datter mimer dukken for at forføre ham, men da hun forklædt som dukken kommer til live foran ham, skyder han hende i skræk. En tragisk og surrealistisk lille novelle, der viser et andet og hurtigere, mere humoristisk fortælle-gear fra Hedayat, som man også kan se i flere af de andre kortere noveller. Et afdæmpet og vel næsten romantisk møde finder man i novellen ”Madeleine”. Og i ”Ildtilbederen” befinder vi os i de hurtigere seksuelle møder, når to straffefanger sniger sig ud hver aften, med deres fængselsnummer tildækket af en hvid klud de har syet på, og forfører unge kvinder.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Levende begravet"