Amina Elmi

Amina Elmi er født i Somalia, men kom som treårig til Danmark i 1998, næstyngst i en søskendeflok på seks. Familien bosatte sig i Aalborg, og her gik hun og hendes søskende i skole – dog ikke i den lokale folkeskole, men i Hasseris, 'Aalborgs Hellerup', en times kørsel fra hjemmet. Forældrene var meget opsatte på, at børnene skulle have en uddannelse – og støttede dem samtidig i, hvad de gerne ville. Så Amina blev bakket op i sit ønske om at skrive. (Birgitte Kjær: Hvor ligger det barbariske egentlig? Amina Elmi inviterer ind i et intimt rum. Politiken, 2023-08-17).

Umiddelbart efter gymnasiet var hun omkring Aalborg Universitet, hvor hun studerede engelsk, men efter et par semestre døde hendes far. Hans bortgang blev et markant vendepunkt i hendes liv og satte gang i mange indre processer. Blandt andet begyndte Amina at studere islam, på en anden måde end hun var opdraget til i barndommens koranskole, som hun havde frekventeret hver weekend, siden hun var seks år gammel. Hun begyndte at interessere sig for islamisk feminisme, og da hun som 23-årig brød op og tog til København, fandt hun et religiøst fællesskab i Mariam Moskéen på Købmagergade, som er drevet af kvinder. Forfatterskolen blev et andet holdepunkt i Hovedstaden, og selv om hun dimitterede i sommeren 2023, regner hun stadig med at færdes jævnligt og hjemmevant på skolen på Peder Skrams Gade i indre by i København.

Amina Elmi debuterede med digtsamlingen ”Barbar [Tavshedens objekt]” i 2023.

I forlængelse af sin uddannelse ved Forfatterskolen i København udgav Amina Elmi i august 2023 digtsamlingen ”Barbar [Tavshedens Objekt]” på forlaget Gyldendal.

Den består af fire akter, omsluttet af en prolog og en epilog. Hver akt indeholder en håndfuld tekster, både digte og prosatekster, som alle er fortalt i første person.

Første akt centrerer sig om temaer som familie, savn og tab og begrebet 'hjem': ”Ved du hvad jeg ikke vidste om døden? (....) Det er noget der bliver ved med at ske (....) Først tager du fat i alt du elsker, du holder din hulkende krop” (s. 24-25).

136736493

Anden akt handler primært om kærlighed og erotik, med udgangspunkt i sansningen af havet, syntesen af fare og fryd. Tankerne ledes langt tilbage i tiden mod kærlighedsdigte, som vi kender dem fra ”Tusind og én nats eventyr” eller Højsangen i Bibelen: ”din krop/ dekoreret med guld/ magneter af lidenskab/ min gyldne/ dit sorte hår, jeg vrider salvie i luften” (s. 64). Det billedskabende, det abstrakte, associationen til en velkendt duft, salvie, der sammen skaber en total sanseoplevelse på fem linjer.

Tredje akt tager udgangspunkt i en bror. En stille bror, en bror der trækker sig og har det svært: med sig selv, med sin verden. En bror hvis blotte væren afføder solidarisk handling hos fortælleren: ”Jeg føler mig mest som deres søster når andres blikke har til hensigt at tage glæde fra mig. I question and my body revolts, og i alle rum vi træder ind i, står vores kroppe til forhandling, og jeg gør oprør imod det.” (s. 78). En samlet situation omkring en bror, brødre, i et samfund, aktion og reaktion – der leder over til den mere politiske fjerde akt. Humor og vrede anvendes som primære greb til at sende pile i mange retninger: den selvretfærdige unge mand (bror?), der har (gen)opdaget religionen og bruger den til at ”transportere misogyni fra dit tidligere hedonistiske liv til dit nye retskafne” (s. 90), de velmenende litteraturtyper, der ligner hinanden og siger det samme, Weekendavisen, identitetspolitikken: ”identitet er en myte/ vi har ingen navne, ingen stemmer, intet liv/ der ikke afspejler hinanden/ jeg rækker ud til dig jeg skælder ud på” (s. 105). Således lader Elmi sin bog kulminere med en vrede, man som læser både føler sig berørt af og inviteret ind i, inviteret til at samtale med.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Barbar"

Amina Elmi bevæger sig i sin debut ”Barbar [Tavshedens objekt]” fra 2023 inden for både prosa og poesi. Hendes digte forener almenmenneskelige sanseindtryk (et grin, et kys, et havbad) med mere vidtløftige abstraktioner (dit skind er en dæmning, s. 97) og rummer også hverdagslige ord og genstande (trafiklys, økonomi, hundesnor).

De gennemgående temaer er tunge og omfangsrige: race, klasse, religion, tab og diasporaliv. Denne tyngde balancerer Elmi ved konsekvent at indlejre en streng af optimisme: ”Der er så meget at gøre oprør mod, så mange kampe, så meget at forholde sig til hele tiden. Det er udmattende. Så jeg vil hellere insistere på glæden,” siger hun (Birgitte Kjær: Hvor ligger det barbariske egentlig? Amina Elmi inviterer ind i et intimt rum. Politiken, 2023-08-17). Dette grundprincip for hendes skrivning er let genkendeligt hele vejen igennem, såvel mellem linjerne som helt klart og direkte formuleret på flere forskellige måder: ”her er en åbning, du er velkommen til at træde ind i” (s. 109), ”jeg rækker ud til dig jeg skælder ud på” (s. 105) og ”Det er i genklang, vi redder hinanden.” (s. 111).

Amina Elmis tekst emmer dog også af vrede og indignation. Men netop at vreden ikke er blind og udvides af substantiel kritik og poetisk schwung, giver den en anden pondus og litterær kvalitet.

En anden gennemgående streng i forfatterskabet er forskellige overvejelser over sproget – sproget i mere overordnet forstand, som det kan bryde sammen eller som det kan udvide sig og sprogene i mere lokal forstand, når de mødes og gnubber sig op ad hinanden og indgår en forbindelse – for eksempel når man er tosproget og taler somali og dansk. Over flere af Elmis tekster er drysset somaliord med let hånd, og som hun selv siger om dét greb: ”Det er virkelig ikke for at drille. Det er mere for at sige, at det er okay, at ikke alle har adgang til alt.” (Birgitte Kjær: Hvor ligger det barbariske egentlig? Amina Elmi inviterer ind i et intimt rum. Politiken, 2023-08-17).

Man kan med en vis ret nævne nogle af de andre danske digtere i Amina Elmis generation, der har en minoritetsbaggrund i større eller mindre grad parallel til hendes, som f.eks. Yahya Hassan og Haidar Ansari. Der findes udtalt i alle tre forfatterskaber en fælles erfaring af at være objekt for en offentlig debat og en trang til at give modsvar og erobre noget af den taletid, der ellers har været forbeholdt en privilegeret, hvid akademiker-politiker-kreds.

Men digterisk er der andre forfatterskaber med større fællesnævnere. De sanselige og billedskabende kærlighedsdigte, der bliver siddende i hukommelsen, leder som nævnt tankerne hen på Bibelens højsang eller langt senere den spanske digter Pablo Nerudas (1904-1973) smukke kærlighedsdigte, ligesom man får lyst til at nævne den somaliske digter Elmi Boodhari, som Amina Elmi selv nævner i sin bogs allerførste digt, der bl.a. handler om moderens opbrud fra Somalia: ”...hun har forladt et sted der gav hende det første sprog, og en ung fyr der reciterede Elmi Boodharis digte & fik hende til at føle sig som Hodan & jeg kan slet ikke forestille mig at løbe væk fra et sprog jeg har erklæret min første kærlighed på.” (”Barbar [Tavshedens objekt]”, s. 15).

Bogen indledes med en liste over forfattere og andre kunstnere, der er citereret. I det hele taget kan man nok godt antage, at denne liste indeholder dels, selvfølgelig, forfatterskaber der har inspireret, men også indikationer på, hvad der med tiden måtte blive beslægtede forfatterskaber: Audre Lorde, Tove Ditlevsen, Mahmoud Darvish med flere. Det kan man endnu kun gisne om.