Baggrund

Citat
”hvis jeg overlever dette år/ eller året tillader mig at overleve/ vil mit forsæt være at elske med mit månehjerte/ hjertet under mit hjerte/ jeg vil tale i et nyt sprog, sproget begravet under dette/ skallerne trukket tilbage/ sandheden, omsider, afsløret”
”Barbar [Tavshedens objekt]”, s. 34.

Amina Elmi er født i Somalia, men kom som treårig til Danmark i 1998, næstyngst i en søskendeflok på seks. Familien bosatte sig i Aalborg, og her gik hun og hendes søskende i skole – dog ikke i den lokale folkeskole, men i Hasseris, 'Aalborgs Hellerup', en times kørsel fra hjemmet. Forældrene var meget opsatte på, at børnene skulle have en uddannelse – og støttede dem samtidig i, hvad de gerne ville. Så Amina blev bakket op i sit ønske om at skrive. (Birgitte Kjær: Hvor ligger det barbariske egentlig? Amina Elmi inviterer ind i et intimt rum. Politiken, 2023-08-17).

Umiddelbart efter gymnasiet var hun omkring Aalborg Universitet, hvor hun studerede engelsk, men efter et par semestre døde hendes far. Hans bortgang blev et markant vendepunkt i hendes liv og satte gang i mange indre processer. Blandt andet begyndte Amina at studere islam, på en anden måde end hun var opdraget til i barndommens koranskole, som hun havde frekventeret hver weekend, siden hun var seks år gammel. Hun begyndte at interessere sig for islamisk feminisme, og da hun som 23-årig brød op og tog til København, fandt hun et religiøst fællesskab i Mariam Moskéen på Købmagergade, som er drevet af kvinder. Forfatterskolen blev et andet holdepunkt i Hovedstaden, og selv om hun dimitterede i sommeren 2023, regner hun stadig med at færdes jævnligt og hjemmevant på skolen på Peder Skrams Gade i indre by i København.

Amina Elmi debuterede med digtsamlingen ”Barbar [Tavshedens objekt]” i 2023.