Tahar Ben Jellouns lille underfundige bog ”Hammam” fra 2003 (”Hammam”, 2003) handler om en international koncertpianist, der bliver forstyrret i sin sjælefred, da såkaldte venner snyder ham og udnytter hans godhed og berømmelse. Hovedpersonen bliver rystet i sin grundvold og opsøger i den forbindelse både lægevidenskabens, massørens og den hellige mands råd.
Et centralt tema i værket er splittelsen mellem modernitet og traditionelle forestillinger. Hovedpersonen har et ben i hver lejr, og måske er det også derfor, han har ladet sig forføre af slette personer. Han har simpelthen svært ved at gennemskue sine omgivelser, men lader sig nemt forblinde. Koncertpianisten har ligeledes svært ved at finde hjælp både hos (den vestlige rationelle) lægevidenskab og den (mellemøstlige) overtro. Det er, som om han hverken hører hjemme det ene eller det andet sted. Men hvor skal en mand med et ben i hver lejr så finde hjælp? Et sted mellem videnskab og overtro, eller et helt tredje sted?
Både lægen og den hellige mand henviser koncertpianisten til at opsøge sine rødder og derigennem finde ro, og som romanen slutter, får hovedpersonen ny viden om fortiden hos en af de mænd, der har udnyttet ham. Det giver ham netop mere forståelse for, hvordan de to kunne komme på kant med hinanden. Forståelse af rødder og historie er således et middel, romanen prædiker, men derudover står svaret åbent, og på den måde bygger Jelloun bro mellem Øst og Vest – ved at lade vejen stå åben for, at vi kan drage vores egne slutninger.