tahar ben jelloun
Foto: Joel Saget / Scanpix

Tahar Ben Jelloun

cand.mag. Karina Søby Madsen, Bureauet, september 2018.
Top image group
tahar ben jelloun
Foto: Joel Saget / Scanpix

Indledning

De marginaliserede spiller hovedrollen i den fransk-marokkanske forfatter Tahar Ben Jellouns forfatterskab. Fra den prostituerede i debutromanen ”Harrouda” til analfabeterne og migranterne, der går igen i de fleste værker. Identitet er et gennemgående tema – ikke mindst kulturel- og kønsidentitet –, og mange af karaktererne forsøger at bryde ud af deres fastlåste roller. Mest vellykket undersøger Jelloun identitetens grænser i gennembrudsværkerne ”Sandbarnet” og ”Den hellige nat”, om den arabiske pige, der opfostres som dreng, fordi faderen vil have en arvtager til familiefirmaet.

53990002

Blå bog

Født: 1. december 1944 i det franske protektorat Fès i Marokko.

Uddannelse: Filosof fra Mohammed V Universitetet i Rabat, 1968. Doktorgrad i psykoterapi fra Sorbonne, 1975.

Debut: Hommes sous linceul de silence. 1971. Digte.

Litteraturpriser: Prix de l’amitié franco-arabe, 1976. Prix Goncourt, 1987. IMPAC Dublin Literary Award, 2004. Prix Ulysse, 2005. Grand Officer, Legion of Honour, 2008. Prix de la paix Erich-Maria-Remarque, 2011.

Seneste udgivelse: Lystægteskabet. Arvids, 2018. (Le mariage de plaisir. 2016). Oversat af Inge-Lise Dalager. Roman.

Inspiration: Miguel de Cervantes, Fernando Pessoa og Joseph Conrad.

 

 

 

Interview med Tahar Ben Jelloun (på fransk)

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Fez betog alle, som så byen for første gang. Tage og terrasser stod i forbindelse med hinanden, viklede sig ind i hinanden og tegnede en arabesk, der fremkaldte drømmerier hos besøgende fra de fjerneste egne. Byen havde sin egen lugt, sin egen duft, en udefinerbar udstrømning, der indeholdt mindet om alle vellugte, som var strømmet ud over dens jord efter år 808, hvor den blev grundlagt af Mullah Idriss I.”

”Lystægteskabet”, s. 88.

Tahar Ben Jelloun kom til verden den 1. december 1944 i Fès i Marokko. Familien, der bestod af forældre og fire børn, boede i en lille lejlighed i den gamle del af Fès. Faderen havde en lille butik i souk’en, hvor han solgte krydderier, og senere blev han skrædder. Som fem-årig kom Jelloun i koranskole og lærte at recitere koranvers. To år senere kom han i en tosproget fransk-arabisk skole. Fès var nemlig en del af det franske protektorat, da Frankrig var kolonimagt i Marokko.

Som 18-årig begyndte han at studere filosofi ved Mohammed V Universitetet i Rabat. I midten af 1960’erne var han med til at drive det litterære magasin Souffles, og han skrev en del kulturjournalistik. I samme periode var han involveret i studenteroprøret mod det undertrykkende og voldelige marokkanske politi, og som straf blev han sendt i militærlejr i 1966. Under sit fangenskab havde han lov til at få en bog hver tredje måned, så han bad sin bror komme med den tykkeste paperback, han kunne finde. Det blev James Joyces ”Ulysses”, og Jelloun blev fascineret af forfatterens frihed. I løbet af sine 18 måneder i militærlejr skrev han sine første digte, og fem år senere – i 1971 – blev hans første digte udgivet i ”Hommes sous linceul de silence”. Kort efter flyttede han til Paris i Frankrig, da han var blevet lamslået af militærets undertrykkelse og vold i forbindelse med studenteroprøret, og samtidig som reaktion på, at magasinet Souffles var blevet lukket af myndighederne. I Paris studerede Jelloun på Sorbonne, hvorfra han fik en doktorgrad i psykoterapi i 1975.

I 1973 udkom Jellouns første roman ”Harrouda”, men først i 1985 fik han sit litterære gennembrud med romanen ”Sandbarnet”. To år efter fik han – som den første nordafrikanske forfatter – den prestigefyldte pris Prix Goncourt for sin roman ”Den hellige nat”. Jelloun er i øvrigt også flere gange blevet shortlistet til Nobelprisen i litteratur.

Jelloun bor i en forstad til Paris sammen med sin kone Ayesha og deres fire børn. Ved siden af sit forfatterskab skriver Jelloun for tre centrale sydeuropæiske aviser, nemlig El País i Madrid, Corriere della Sera i Rom og Le Monde i Paris.

Sandbarnet & Den hellige nat

”En historie er som et hus […]. Væggene er husets hukommelse. Krads lidt i en sten, lyt og I vil høre ikke så lidt! Tiden samler det op som dagen bærer på og som natten spreder. Den bevarer og holder tilbage.”

”Sandbarnet & Den hellige nat”, s. 181.

Tahar Ben Jellouns gennembrudsroman ”L’enfant de sable” fra 1985 samt efterfølgeren ”La Nuit sacrée” fra 1987 udkom første gang på dansk i 1988, men blev i 2003 samlet i værket ”Sandbarnet & Den hellige nat”.

Romanernes omdrejningspunkt er historien om Ahmed/Zahra, der bliver født som den 8. datter i en arabisk familie. Da det ifølge islamisk kultur er en ulykke at få piger, har faderen besluttet, at det 8. barn de får, skal opfostres som en dreng uanset køn. Ahmed når puberteten, førend han bliver klar over sin sande kønsidentitet, og herfra folder historien sig ud på mange forskellige og dramatiske måder.

I ”Sandbarnet” vælger Ahmed at forblive den mand, hun er opdraget til, idet hun erkender, at det kun er derigennem, hun for alvor kan leve et privilegeret liv. I ”Den hellige nat” tager Ahmed sin kvindelighed på sig, rejser langt væk fra sit fødehjem og bliver til Zahra.

06705472

Igennem de to værker tematiserer Jelloun kønnenes roller i et arabisk, patriarkalsk samfund, hvor mulighederne for at udfordre kønsnormerne er små. Men Ahmed/Zahra bliver netop i stand til at overskride grænser og udforsker dermed skellene mellem køn som skæbne og køn som valg – et i øvrigt meget postmoderne tema i vestlig litteratur.

Jelloun tematiserer samtidig fortællingens kraft. I begge værker fortælles historien om Ahmed/Zahra således af forskellige historiefortællere, der alle hævder at tage afsæt i Ahmeds efterladte dagbog. Ingen af fortællerne formår dog at afslutte historien, og dermed skabes en form for suspense. Hvorfor de ikke kan afslutte historien, kan pege tilbage på deres manglende evne til at få hold på og forstå denne dobbelte kønsidentitet.

Det er på mange måder et undergravende værk. Især undergraver det faste forestillinger om køn og (kulturel) identitet samt om den lineære fortælling med en entydig afslutning. Faktisk driver beretningen om Ahmed/Zahra ligefrem flere fortællere til vanvid på grund af deres manglende evne til at formidle historien. Ideen om en fast forankret kulturel identitet udfordres blandt andet af, at værket henviser på kryds og tværs til den centrale europæiske og arabiske litteraturhistorie. Jelloun introducerer ligefrem dem argentinske forfatter Jorge Luis Borges som en af fortællerne i romanen. På den måde overskrides grænserne mellem Vest og Øst, mand og kvinde, og værket bliver bannerfører for frihed og oprør.

Hammam

”Det handler ikke om at sprede mistro, men når man kender sine rødder, har man det bedre, og man er mere indstillet på at leve sammen med andre. Ser du, det er ikke så let at leve sammen med andre, det er noget der må læres.”

”Hammam”, s. 56.

Tahar Ben Jellouns lille underfundige bog ”Hammam” fra 2003 (”Hammam”, 2003) handler om en international koncertpianist, der bliver forstyrret i sin sjælefred, da såkaldte venner snyder ham og udnytter hans godhed og berømmelse. Hovedpersonen bliver rystet i sin grundvold og opsøger i den forbindelse både lægevidenskabens, massørens og den hellige mands råd.

Et centralt tema i værket er splittelsen mellem modernitet og traditionelle forestillinger. Hovedpersonen har et ben i hver lejr, og måske er det også derfor, han har ladet sig forføre af slette personer. Han har simpelthen svært ved at gennemskue sine omgivelser, men lader sig nemt forblinde. Koncertpianisten har ligeledes svært ved at finde hjælp både hos (den vestlige rationelle) lægevidenskab og den (mellemøstlige) overtro. Det er, som om han hverken hører hjemme det ene eller det andet sted. Men hvor skal en mand med et ben i hver lejr så finde hjælp? Et sted mellem videnskab og overtro, eller et helt tredje sted?

Både lægen og den hellige mand henviser koncertpianisten til at opsøge sine rødder og derigennem finde ro, og som romanen slutter, får hovedpersonen ny viden om fortiden hos en af de mænd, der har udnyttet ham. Det giver ham netop mere forståelse for, hvordan de to kunne komme på kant med hinanden. Forståelse af rødder og historie er således et middel, romanen prædiker, men derudover står svaret åbent, og på den måde bygger Jelloun bro mellem Øst og Vest – ved at lade vejen stå åben for, at vi kan drage vores egne slutninger.

Hjem

”Hvad har jeg gjort med mit liv? Jeg har arbejdet hver dag, og resten af tiden har jeg sovet for at komme til kræfter. Det er et liv af samme kulør som min kittel. […] Når jeg er hjemme i landsbyen, stiller jeg ikke mig selv den slags spørgsmål. Jeg er endda et med naturen, selv når den er gulnet af tørke. Jeg er hjemme.”

”Hjem”, s. 48.

Tahar Ben Jellouns roman ”Au pays” fra 2009 (”Hjem”, 2010) er en tragisk fortælling om eksil. Hovedpersonen er den marokkansk fødte Mohammed, der har boet 40 år i en forstad til Paris. Nu har han nået pensionsalderen og er i vildrede med, hvad han skal stille op med sit liv.

Værkets hovedtema er eksilets destruktivitet og den splittelse, det kan føre med sig. Mohammed har mentalt aldrig for alvor forladt sin fødeby. Han taler et nødtørftigt fransk, er analfabet, og det eneste, der fylder hans liv, er religionen samt de lange dage på fabrikken. Hans børn er til gengæld blevet franskmænd med hud og hår og har ikke meget tid til Mohammed – og heller ikke meget tilovers for hans gammeldags tankemønstre. Således føler han sig fremmed både i forhold til Frankrig og sine børn. Og da han i et desperat forsøg på at skabe en fremtid efter pensioneringen rejser til Marokko og bygger et stort hus til hele familien, bliver han endnu mere kulturelt uforståelig for sit afkom, som ønsker at leve deres egne liv, ligesom landsbyens beboere bliver lamslåede over husets størrelse og mener, at det må være besat af onde ånder.

28414684

Romanen tematiserer ligeledes skismaet mellem fællesskabets liv i Marokkos landsbyer og det individuelle liv i Frankrig. Det er ikke sådan, at værket favoriserer det ene frem for det andet, men en gennemgående tanke er, at det er mere end vanskeligt at rive sine rødder over, og at man er situeret der, hvor man er født og vokset op. Således føler Mohammeds børn sig også mere hjemme i Frankrig, hvor de har levet hele deres liv.

Racisme er ligeledes et centralt tema, og Mohammed konstaterer vemodigt, at den eksisterer alle vegne. Han mindes nordafrikanernes racisme imod sorte afrikanere i sit hjemland, og han føler på egen krop racismen i Frankrig, der er vendt mod nordafrikanere (og ikke mindst algeriere).

Tabet

”Jeg er et legeme, slet og ret et legeme. Jeg føler mig tryg mellem deres nænsomme hænder. Jeg har lyst til at omfavne dem, give dem en gave, sige tak til dem. Hvordan kan det gå til, at disse kvinder, der udfører deres arbejde så godt, er så dårligt betalt?”


”Tabet”, s. 32.

”L’ablation” fra 2014 (”Tabet”, 2016) er skrevet på opfordring af en af Tahar Ben Jellouns venner, en matematikprofessor, der har fået konstateret prostatakræft. Romanens fortæller er denne matematikprofessor. Som læsere er vi med ham til undersøgelser, behandling og operation. Vi kryber helt ind i hovedet på ham og følger hans tanker, angst, depression, mareridt og drømme.

”Tabet” sætter ord og følelser på en særligt sårbar lidelse hos mænd – prostatakræft. Hovedpersonen må ofre sin prostata til kræften, og dermed mister han også sin libido. Romanens tema er dermed ikke blot sygdom, men i høj grad også køn og seksualitet. For er en mand uden potens stadig en mand? Hvordan kan han forholde sig til sig selv og sin omverden, nu hvor han har mistet sin seksualitet? Svaret er langtfra entydigt, men som læsere er vi med på alle de følelsesmæssige og tankemæssige udforskninger af mandens nye liv.

 

51466276

Romanen tematiserer også sygdommens socialt invaliderende effekt. I en periode lammes fortælleren i den grad af depression, at han ikke kan komme ud af sengen. Generelt forsøger han dog at bevare sin normale tilknytning til livet, men ikke alle relationer klarer krisen. En kærlighedsaffære forliser således på grund af angst for sygdom og død, og heller ikke alle venskaber varer ved.

Lystægteskabet

Citat
”Racisme er først og fremmest fattigdom. Jeg undgår at være sammen med hvide mennesker og især at spørge dem om noget. De er fulde af fordomme.”

”Lystægteskabet”, s. 203.

Afsættet for Tahar Ben Jellouns roman ”Le mariage de plaisir” fra 2016 (”Lystægteskabet”, 2018) er historien om forretningsmanden Amir, der er hvid marokkaner, bosat i Fez og islamisk gift med Lalla Fatma. Hvert år tager han på forretningsrejse til Senegal, og her forelsker han sig i den sorte og begavede kvinde Nabou. Amir beslutter sig for at ægte Nabou, da en mand ifølge islam må have op til fire koner. Men selvom kærligheden er stor, gør den sammenbragte familie tilværelsen mere end svær for alle parter. Fordomme og politik gør ikke livet nemmere!

Romanen følger familien fra 1950’erne og frem til i dag og skildrer således livet i Marokko igennem tre generationer. Med afsæt i det sammenbragte ægteskab mellem sort og hvid skildrer Tahar Ben Jelloun den udbredte racisme, som lever i bedste velgående i landet. Det er således racisme, der er romanens hovedtema. Om end Amirs kærlighed til Nabou er stor, formår han ikke at beskytte hende imod den racisme, som omgivelserne møder hende og deres fælles børn med. Slaveriet kaster stadig mørke skygger over tilværelsen. Blandt andet henviser Lalla Fatma den stolte Nabou til et hjørne af køkkenet sammen med husets tjenestepiger.

53990002

Racismen hersker også i høj grad hos politiet, og såvel Amirs og Nabous søn Hassan som deres barnebarn Salim bliver ofre herfor og går hårde skæbner i møde.

Migration er ligeledes et tema, der berøres, og her er alle odds imod de flygtende, der mødes med foragt, snyd og våben af såvel menneskesmuglere som politi.

Romanen sætter endvidere spot på landets politiske udvikling og på islamismens tiltrækningskraft (igennem Amir og Lalla Fatmas to sønner, der bliver islamister) og giver alt i alt stemme til befolkninger og problematikker, som sjældent høres. Det er temmelig forstemmende, og adskillige i persongalleriet hævder da også, at ondskab er det eneste rigtige at møde verden med. Og dog er der især et lyspunkt i romanen. Nemlig Amir og Lalla Fatmas søn Karim, der er udviklingshæmmet, og som har en usædvanlig evne til at læse andre mennesker – og nå dem med sin ægthed og renhed.

Genrer og tematikker

Jellouns forfatterskab spænder over genrerne digte, romaner, skuespil, essays og artikler, og han er stærk og prisbelønnet inden for såvel poesi, litteratur som essayistik. På dansk kender vi især hans romaner og essays, mens kun et enkelt digt er oversat og indgår i værket ”Moderne arabiske digte” fra 1980.

Et helt centralt tema i Jellouns værker er identitet, og ikke mindst den kulturelle og kønsmæssige identitet undersøges på mangefacetteret vis. Den kulturelle identitet udforskes bl.a. igennem migrantens situation. Det gælder ikke mindst i ”Hjem”, hvor den arme Mohammed efter 40 år i Frankrig stadig kun føler sig hjemme i sin gamle landsby.

Migrantens vilkår undersøges også ved at zoome ind på selve flugten over havet. Det er et perifert tema i ”Lystægteskabet”, hvor rejsen får livet som omkostning, men i romanen ”Rejsen” er det et helt centralt tema. Her har den heteroseksuelle Azel en affære med en spansk homoseksuel for at opnå visum, hvilket har store konsekvenser for hans selvopfattelse og liv, og undertonen er, at fattigdom driver mennesker til snart sagt hvad som helst i et forsøg på at bedre deres livsvilkår.

Racisme er også et gennemgående tema. Det berøres i samtlige værker, og Jelloun viser, hvordan racisme eksisterer alle vegne. I ”Lystægteskabet” er det ikke mindst nordafrikanernes behandling og syn på sorte afrikanere, der er i centrum, mens det i et værk som ”Hjem” primært er franskmændenes racisme mod nordafrikanere, der sættes i scene.

I ”Sandbarnet & Den hellige nat” er det kønsidentiteten, der hudflettes, og ikke mindst kvinders forhold i de arabiske lande. Romanen overskrider i vidt omfang grænserne mellem køn og kulturer og bliver dermed en brobygger mellem både kønsmæssige og kulturelle forståelseskløfter. Kønsidentiteten er også et tema i ”Lystægteskabet”, hvor Amirs autoritære position dels udfordres af hans første kones stærke modvilje mod hans nye kærlighedsægteskab, og dels af hans eget behov for at stille alle tilpas, hvilket gør ham svag.

Hos Jelloun kastes en masse spørgsmål op i luften, men der er aldrig entydige svar. Det gælder ikke mindst for gennembruds- og hovedværkerne ”Sandbarnet” og ”Den hellige nat”, som i hele deres præmis slår fast, at der ikke findes eviggyldige sandheder, og at alt er et spørgsmål om fortolkning – nemlig ved, at ingen af værkets mange fortællere formår at afslutte historien.

I Jellouns essays er svarene dog mere entydige, og der er en meget direkte appel til at søge viden om hinanden, for kun derigennem kan vi bekæmpe fanatisme og overvinde racisme. I den lille debatbog ”Hvad er islam?”, som er skrevet som en samtale over ni dage med forfatterens datter, reflekterer Jelloun både over sit eget religiøse ståsted, profeten Muhammed, Koranen, Islams historie og kulturhistorie samt Islams rolle i et moderne samfund. Bogen er en rigtig fin indføring i Islams historie, og hvorfor terroristerne ifølge Jelloun intet har med islam at gøre.

Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at læse Tahar Ben Jellouns forfatterskab ind i den lange række af historiske og samtidige eksilforfattere – helt tilbage fra Ovid og Dante til Milan Kundera og Salman Rushdie. Mange har de det til fælles, at identitet – ikke mindst kulturel identitet – spiller en helt central rolle i forfatterskaberne. Et andet træk, Jelloun og mange andre eksilforfattere har til fælles, er, at deres savn og afstand til fødestedet skærper den kritiske og digteriske refleksion både i forhold til den kultur, forfatterne kommer fra, og den han eller hun er flyttet til.

Når Jelloun fortæller om sine litterære inspirationskilder, peger han blandt andet på den spanske forfatter Miguel de Cervantes, der i øvrigt var stærkt influeret af andalusisk, arabisk litteratur. Om end forfatterskaberne kan forekomme meget forskellige, så genfinder man den samme underfundige humor og glimtet i øjet i ”Sandbarnet” og ”Den hellige nat”, som er til stede i Cervantes’ ”Don Quixote”. Ligeledes fremhæver han Fernando Pessoas poesi. De to forfattere har det til fælles, at de begge har levet i både Afrika og Europa. Pessoa blev født i Portugal, men levede store dele af sin barn- og ungdom i Sydafrika, inden han flyttede tilbage til Portugal. Denne dobbelthed i kulturelt ståsted påvirkede Pessoas forfatterskab, og han er blandt de forfattere, der mest radikalt undsiger identitetens fasthed.

Også Joseph Conrad er blandt de forfatterskaber, Jelloun er inspireret af, og det er særdeles oplagt at læse ”Mørkets hjerte” (1902) om kolonitidens Afrika i sammenhæng med Jellouns værker.

Blandt hjemlige forfatterskaber kan det være oplagt at drage paralleller til Karen Blixen, hvis forfatterskab også beskæftiger sig indgående med identitet. Hun har endvidere også et dobbeltblik på kulturel identitet fra sine år i Kenya, som hun skildrer i ”Den afrikanske farm” (1937). Også Jakob Ejersbo er værd at sammenligne med. Han har ligesom Jelloun altid den marginaliserede i centrum og har også et dobbeltblik på kultur og identitet fra sin barn- og ungdom i Tanzania. Sine erfaringer fra barndommen i Tanzania har givet inspiration til trilogien ”Eksil”, ”Revolution” og ”Liberty”.

Bibliografi

Digte

Ben Jelloun, Tahar: Hommes sous linceul de silence. 1971.
Ben Jelloun, Tahar: Les Cicatrices du soleil. 1972.
Ben Jelloun, Tahar: Les amandiers sont morts de leurs blessures. 1976.
Ben Jelloun, Tahar: A l’insu du souvenir. 1980.
Ben Jelloun, Tahar: La Remontée des cendres. 1991.

Romaner

Ben Jelloun, Tahar: Harrouda. 1973.
Ben Jelloun, Tahar: La Réclusion solitaire. 1976.
Ben Jelloun, Tahar: La Plus Haute des solitudes. 1977. Historie.
Ben Jelloun, Tahar: Moha le fou, Moha le sage. 1978.
Ben Jelloun, Tahar: La Prière de l’absent. 1981.
Ben Jelloun, Tahar: L’Ecrivain public. 1983. Historie.
Ben Jelloun, Tahar: Hospitalité française. 1984. Historie.
Ben Jelloun, Tahar: Sandbarnet. Per Kofod, 1988. (L’enfant de sable. 1985).
Ben Jelloun, Tahar: Den hellige nat. Per Kofod, 1988. (La nuit sacrée. 1987).
Ben Jelloun, Tahar: Stille dage i Tanger. Per Kofod, 1990. (Jour de silence a Tanger. 1990).
Ben Jelloun, Tahar: Med sænket blik. Per Kofod, 1991. (Les yeux baisses. 1991).
Ben Jelloun, Tahar: Les Raisins de la galère. 1996.
Ben Jelloun, Tahar: La Niut de l’erreur. 1997.
Ben Jelloun, Tahar: Manden der gav efter. Per Kofod, 1998. (L’homme rompu. 1994). Oversat af Frants Iver Gundelach.
Ben Jelloun, Tahar: L’Auberge des Pauvres. 1999.
Ben Jelloun, Tahar: Cette aveuglante absence de lumière. 2001.
Ben Jelloun, Tahar: Hammam. Per Kofod, 2003. (Hammam. 2003). Oversat af Lars Bonnevie
Ben Jelloun, Tahar: Sandbarnet & Den hellige nat. Per Kofod, 2003. (L’enfant de sable & La nuit sacrée. 1985 & 1987). Oversat af Lisbet Krogager.
Ben Jelloun, Tahar: Den sidste ven. Samleren, 2005. (Le dernier ami. 2004). Oversat af Lars Bonnevie.
Ben Jelloun, Tahar: Rejsen. Samleren, 2007. (Partir. 2006). Oversat af Lars Bonnevie.
Ben Jelloun, Tahar: Om min mor. Samleren, 2009. (Sur ma mère. 2008). Oversat af Lars Bonnevie.
Ben Jelloun, Tahar: Hjem. Samleren, 2010. (Au pays. 2009). Oversat af Lars Bonnevie.
Ben Jelloun, Tahar: Tabet. Arvids, 2014. (L’ablation. 2014). Oversat af Inge-Lise Dalager.
Ben Jelloun, Tahar: Lystægteskabet. Arvids, 2018. (Le mariage de plaisir. 2016). Oversat af Inge-Lise Dalager.

Essays, debatbøger mm.

Ben Jelloun, Tahar: Sig mig far, hvad er racisme. Per Kofod, 1998. (Le racisme expliqué á ma fille. 1997). Oversat af Frants Iver Gundelach. Debatbog til børn.
Ben Jelloun, Tahar: For at slippe af med forbandelsen. 2001. Essay i: Tirsdag den 11. September 2001. Tiderne skifter, 2001.
Ben Jelloun, Tahar: Hvad er islam? Samleren, 2005. (L’islam expliqué aux enfants. 2002). Oversat af Lars Bonnevie. Debatbog til børn.
Ben Jelloun, Tahar: Øst/Vest. 2007. Essay i: Med andre øjne – om forholdet mellem Mellemøsten og Vesten. Gyldendal, 2007.
Ben Jelloun, Tahar: Det arabiske forår: Gnisten; Med ilden. Per Kofod, 2011. (L’Étincelle; Par le feu. 2011). Oversat af Elin Lassen. Debatbog/essays.

Om forfatterskabet

Artikler

Guppy, Shusha: Tahar Ben Jelloun, The Art of Fiction No. 159. The Paris Review, efterår 1999.
Jaggi, Maya: Voice of the Maghreb. The Guardian, maj 2006.

Links

Tahar Ben Jellouns hjemmeside er spækket med information om hans skriftlige virke, men alt er skrevet på fransk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tahar Ben Jelloun