Tahar Ben Jellouns roman ”Au pays” fra 2009 (”Hjem”, 2010) er en tragisk fortælling om eksil. Hovedpersonen er den marokkansk fødte Mohammed, der har boet 40 år i en forstad til Paris. Nu har han nået pensionsalderen og er i vildrede med, hvad han skal stille op med sit liv.
Værkets hovedtema er eksilets destruktivitet og den splittelse, det kan føre med sig. Mohammed har mentalt aldrig for alvor forladt sin fødeby. Han taler et nødtørftigt fransk, er analfabet, og det eneste, der fylder hans liv, er religionen samt de lange dage på fabrikken. Hans børn er til gengæld blevet franskmænd med hud og hår og har ikke meget tid til Mohammed – og heller ikke meget tilovers for hans gammeldags tankemønstre. Således føler han sig fremmed både i forhold til Frankrig og sine børn. Og da han i et desperat forsøg på at skabe en fremtid efter pensioneringen rejser til Marokko og bygger et stort hus til hele familien, bliver han endnu mere kulturelt uforståelig for sit afkom, som ønsker at leve deres egne liv, ligesom landsbyens beboere bliver lamslåede over husets størrelse og mener, at det må være besat af onde ånder.
28414684
Romanen tematiserer ligeledes skismaet mellem fællesskabets liv i Marokkos landsbyer og det individuelle liv i Frankrig. Det er ikke sådan, at værket favoriserer det ene frem for det andet, men en gennemgående tanke er, at det er mere end vanskeligt at rive sine rødder over, og at man er situeret der, hvor man er født og vokset op. Således føler Mohammeds børn sig også mere hjemme i Frankrig, hvor de har levet hele deres liv.
Racisme er ligeledes et centralt tema, og Mohammed konstaterer vemodigt, at den eksisterer alle vegne. Han mindes nordafrikanernes racisme imod sorte afrikanere i sit hjemland, og han føler på egen krop racismen i Frankrig, der er vendt mod nordafrikanere (og ikke mindst algeriere).