I brugen af blyantstegninger, der visse steder ser næsten skitseagtige ud, kan Tea Bendix’ illustrationer minde om Ib Spang Olsens. Også han tegnede med en levende og vibrerende blyantsstreg, der gjorde især hans livagtige portrætter af babyer og småbørn meget populære. Forskellen mellem de to er, at Tea Bendix ikke tegner realistisk, men udtryksfuldt, og hun ændrer stil alt efter det forlæg, hun sidder med. Selv har hun i en podcast udtalt, at hun foretrækker blyanten, fordi enhver tøven og følelse kan ses i blyantstegningen.
I ”Mørkemusen” er afbillederne af mus næsten barnlige, og farvelægningen af mørkemusens sorte snude er eksempelvis tværet ud til en sort klat. På den måde er illustrationerne med til at underbygge det naive og skrøbelige univers, der opridses med Marianne Iben Hansens poetiske og umiddelbare tekst om en bange mus. Også Tea Bendix forsøger i sit håndværk at være umiddelbar i sit udtryk og øver sig bl.a. i at tage til koncerter, hvor hun tegner, mens musikken spiller, men ikke må kigge på sin blok. På den måde bliver hendes arbejde ikke bevidst eller kontrolleret, men snarere i direkte linje med det, hun hører.
I flere bøger arbejder Tea Bendix med collager, som giver bogsiderne en stoflig dimension, der ikke ville kunne opnås, hvis illustrationerne udelukkende var blevet lavet digitalt. Samme effekt giver mørkemusens udtværede snude – den viser, at nogen har haft fingrene nede i arbejdet med tegningen. Også en børnebogsforfatter som svenske Gunilla Bergström (f. 1942) arbejder med collager, stoflighed og materialer, bl.a. i den højtelskede serie om Alfons Åberg, hvor stoflapper er en del af det sammensatte udtryk.
Tea Bendix’ billedbøger overskrider grænsen for børnelitteratur. De er poetiske, sanselige, smukke og symbolske, og allerede i sin debut ”Skattekisten” legede hun med andre genrer. Både tekst og billeder kan fortolkes af læseren, der inviteres ind i et udtryksfuldt univers med kærlighed, længsel og misundelse.