Den unavngivne hovedperson i ”Dam” tænker på et tidspunkt på en bog, hun har læst, og det er tydeligt, at der er tale om en eksplicit reference til Marlen Haushofers roman ”Væggen” (1963). På en mere direkte måde end i ”Dam” har vi i ”Væggen” at gøre med en kvinde, som er helt alene i verden. En dag vågner hun op i den bjerghytte, hun er på besøg i, bare for at finde en væg, som indespærrer hende i dette område, tilsyneladende alene, kun med selskab af en hund, en kat og en ko. Her skal hun altså lære at leve, og som tiden går, forsvinder det menneskelige ved hende, og hun bliver mere og mere natur. Hele rammen er meget anderledes med den mærkelige overnaturlige hændelse og den mere direkte Robinsonade-form, hvor Haushofers hovedperson nærmest skriver for at holde sig i live. Der er et moderne samfund i Bennetts bøger, men alligevel er det slående, at det er Haushofer, hun refererer til.
Édouard Levé har i sine to bøger ”Selvportræt” (2005) og ”Selvmord” (2008) leveret nogle fascinerende nye bud på selvportrættet i litterær form. De består begge to af sætninger, som ikke opfører sig, som vi plejer at læse dem. Hos Levé følger sætninger ikke hinanden for at skabe et forløb eller et narrativ. De oplister fakta og små situationer i en fascinerende prunkløs stil. I ”Selvportræt” er der tale om et jeg, mens der i ”Selvmord” er tale om et du, men et du, man kommer så tæt på, at det er svært ikke at tænke, at det er identisk med fortælleren.
Noget ved den meget tætvævede og elegante prosa, som Bennett skriver, kan lede tankerne hen på en forfatter som Emeli Bergman, som er svensk, men skriver og udgiver på dansk. Hendes bog ”På undersiden af dagen” (2022) handler om en ung kvinde, som er au pair og barnepige for en række familier, og man følger hende blive en voksen og midaldrende kvinde. Hun laver meget mad, og hun er meget kærlig med børnene, og hun har en affære med en af fædrene. Der er en blanding af nærvær og distance i Bergmans skrift, som ligner noget af det, man finder hos Bennett.