”Pond” (2015. ”Dam”, 2018) er Claire-Louise Bennetts debut. Den handler om en kvinde, som bor alene i et lille hus i en landsby i det vestlige Irland. Som læser er man fuldstændig bundet til hendes oplevelse. Størstedelen af tiden er bogen fortalt igennem hende som et jeg, men den kan i andre passager være fortalt med hende som en tredjeperson, et hun.
Der er også et du, som man fornemmer har en betydning for hovedpersonen, som går forud for handlingen, men som man ikke hører specielt meget om. Det samme gælder for jegets tidligere arbejde som forsker, man fornemmer det er i noget humaniora, ved et universitet. I virkeligheden gælder det også for jeget selv, at selvom vi bruger stort set al tiden inde i hendes hoved, er der ikke nogen af de normale identitetsmarkører, som gør det let at få et begreb om, hvem hun er.
53975739
I det hele taget er det svært at fortælle, hvad bogen handler om, fordi der ikke er så meget handling. Der foregår ganske vist ting, der bliver både ryddet op i et skur, lavet mad og gået ture, og der bliver holdt en fest. Men den egentlige hovedperson er jegets oplevelse, jegets måde at opleve og sanse på, mere end det er jeget som person.
F.eks. bruges et helt kapitel på at beskrive, hvordan jeget forestiller sig festen blive, og først til sidst finder festen sted. Her skal man være meget forsigtig med ikke at læse henover, at det ”han” som ankommer sent og rødblussende til festen, nok er det samme han, som jeget har en affære med, og at han faktisk er gift og har børn. Det drama, eller forestillede drama, findes slet ikke i teksten. Det der findes, er sansninger af den særlige hals på vinflasken, han har med, eller en indre overvejelse hos hovedpersonen om, at det er dejligt at være rødblussende, ligegyldig hvordan man er blevet det.
Den indre monolog kan også vise os frygten på en ny måde, når hovedpersonen er ude at gå i mørket en aften, og hun længere henne ad vejen ser en mand og er helt sikker på, hun vil blive voldtaget. Faktisk når hun at finde en mærkelig form for fred i det. Og så betyder det ikke så meget, at det ikke finder sted. Vi har allerede set det. Bennetts prosa formår at sænke hastigheden på tankernes vilde flugt, og resultatet kan både blive smukt og uhyggeligt.
