Claire-Louise Bennett

Når man slår Claire-Louise Bennetts navn op på internettet, står der altid ca. sådan her, når det kommer til biografiske detaljer:

Claire-Louise Bennett er vokset op i en arbejderklassefamilie i Wiltshire i England og har studeret litteratur og dramatik på Roehampton University, før hun flyttede til Galway i Irland, hvor hun arbejdede med teater. Hendes essays og noveller er blevet trykt i udgivelser som The Irish Times og Stinging Fly. Hendes debutroman ”Dam” blev shortlistet til The Dylan Thomas Prize, og hendes anden roman ”Kasse 19” blev shortlistet til Goldsmiths Prize.

Og så står der ikke mere. Der står ikke, hvor gammel hun er, hvor hun gik i skole, hvad hendes civile status er eller noget andet af den slags, hverken i interviews, portrætter eller på hendes Wikipedia-side. Og det passer på en måde meget godt til en forfatter, som skriver bøger om kvinder, der forsvinder. Ikke på en voldsom eller kriminel måde, men ligesom går i opløsning, går i ét med deres omgivelser. I et essay om processen med at skrive ”Dam” skriver hun om at mangle evnerne og lysten til at skrive om det menneskelige. Der var så mange ting, hun syntes var smukkere, mere gådefulde, som hun hellere ville skrive om. Hun skriver om, at litteraturen egentlig er det værst tænkelige kunstneriske medie til at skrive noget, som ikke er antropocentrisk, fordi litteraturen er så tæt knyttet op på ideen om narrativ, og narrativ er en måde at styrke fornemmelsen for selvet.

”Men hvem jeg er er ikke hvad jeg er eller hvordan jeg er; min identitet er ikke hele mig, ikke engang tæt på – det er bare en funktion af mig, et aspekt som har betydning og levedygtighed i en social ramme, men ikke nogen andre steder.” (Claire-Louise Bennett: On Writing Pond. The Irish Times, 2015-05-26. Egen oversættelse).

I et interview svarer Bennett på, hvornår hun er født: ”Jeg er i mine tredivere, og jeg blev født i Wiltshire i England,” og i et spørgsmål om familie: ”Jeg har masser af helt særlige mennesker i mit liv, som jeg elsker, og jeg er elsket.” (Sue Leonard: Claire-Louise Bennett. The Irish Times, 2015-04-25. Egen oversættelse).

”Pond” (2015. ”Dam”, 2018) er Claire-Louise Bennetts debut. Den handler om en kvinde, som bor alene i et lille hus i en landsby i det vestlige Irland. Som læser er man fuldstændig bundet til hendes oplevelse. Størstedelen af tiden er bogen fortalt igennem hende som et jeg, men den kan i andre passager være fortalt med hende som en tredjeperson, et hun.

Der er også et du, som man fornemmer har en betydning for hovedpersonen, som går forud for handlingen, men som man ikke hører specielt meget om. Det samme gælder for jegets tidligere arbejde som forsker, man fornemmer det er i noget humaniora, ved et universitet. I virkeligheden gælder det også for jeget selv, at selvom vi bruger stort set al tiden inde i hendes hoved, er der ikke nogen af de normale identitetsmarkører, som gør det let at få et begreb om, hvem hun er.

53975739

I det hele taget er det svært at fortælle, hvad bogen handler om, fordi der ikke er så meget handling. Der foregår ganske vist ting, der bliver både ryddet op i et skur, lavet mad og gået ture, og der bliver holdt en fest. Men den egentlige hovedperson er jegets oplevelse, jegets måde at opleve og sanse på, mere end det er jeget som person.

F.eks. bruges et helt kapitel på at beskrive, hvordan jeget forestiller sig festen blive, og først til sidst finder festen sted. Her skal man være meget forsigtig med ikke at læse henover, at det ”han” som ankommer sent og rødblussende til festen, nok er det samme han, som jeget har en affære med, og at han faktisk er gift og har børn. Det drama, eller forestillede drama, findes slet ikke i teksten. Det der findes, er sansninger af den særlige hals på vinflasken, han har med, eller en indre overvejelse hos hovedpersonen om, at det er dejligt at være rødblussende, ligegyldig hvordan man er blevet det.

Den indre monolog kan også vise os frygten på en ny måde, når hovedpersonen er ude at gå i mørket en aften, og hun længere henne ad vejen ser en mand og er helt sikker på, hun vil blive voldtaget. Faktisk når hun at finde en mærkelig form for fred i det. Og så betyder det ikke så meget, at det ikke finder sted. Vi har allerede set det. Bennetts prosa formår at sænke hastigheden på tankernes vilde flugt, og resultatet kan både blive smukt og uhyggeligt.