Claire-Louise Bennett skriver i sine bøger om kvinder, der forsvinder, går i opløsning og smelter sammen med deres omgivelser. Ikke på en destruktiv måde, heller ikke på en måde, som bekræfter patriarkatets måde at usynliggøre kvinder på historisk set. Tværtimod er det en omvending af det kvindesyn, fordi kvinden hos Bennett får al taletiden og definitionsmagten.
Bennett fortolker selvportrættet på ny, hun undersøger grænserne for individet, hvad der udgør et menneske. Hun er optaget af at beskrive, hvordan hendes hovedpersoner kigger på deres omgivelser, hvordan genstande og naturlige omgivelser kommer ind i hende, bliver inde i hende som minder, eller frustrationer, og i sidste ende er lige så meget med til at udgøre det, vi kalder individet, personen mennesket, som hendes handlinger. I ”Dam” er det mere natur og planter og træer, den lille have og dammen på den anden side af vejen, det handler om, men det er ikke en filosofi, som begrænser sig til at handle om naturen. For det er langt hen ad vejen det samme menneskesyn, som udfolder sig i ”Kasse 19”.
Selvom begge Bennetts bøger kan læses som romaner, er de heller ikke helt rene i deres genreforståelse. Begge bøger har nogle store udsving i fortællemåder, som også kunne retfærdiggøre, at man tænkte på dem som novellesamlinger. I Irland, hvor ”Dam” kom ud først, er den lanceret med genrebetegnelsen ”stories”, men i Danmark er den klassificeret som roman. Hendes prosa er meget lyrisk, og hun har selv fortalt, at det hun skrev, da hun begyndte at skrive, nok ville kunne kaldes for poesi. Men fordi hun ikke var vokset op i en familie, hvor nogen anså litteratur for vigtigt, var der heller ikke nogen, der hjalp hende med at forstå, hvad det var, eller at det var noget, man på et tidspunkt kunne komme til at beskæftige sig med.
Hendes bøger er svære at rubricere, svære at få til at passe i prædefinerede kasser, både hvad angår genre og hvad de handler om. De berører utroligt mange tematikker, fordi de med skriften formår at komme meget tæt på et menneskes liv, og det menneske føles meget konkret og specifikt, samtidig med at det som individ er enormt svært at få greb om.