Ligesom 4-årige Alfons i ”Godnat, Alfons Åberg” rummer en drillende og oprørsk side, der får ham til bl.a. at hælde sin godnatsaft ud over sin egen seng, så rummer det lille barn i bøger som ”Alfons och odjuret” (1978), (”Alfons og uhyret”, 1978), og ”Där går Tjuv-Alfons!” (1991), (”Der går Tyve-Alfons”, 1991), også andre irrationelle skyggesider. I Alfons Åberg-bøgerne fremstilles både børn og voksne med alle de fejl og mangler, de måtte have, og Alfons’ virkelighed i boligblokken er langt væk fra glansbilledbarndommen. ”Jeg vil fortælle virkelige historier om virkelige mennesker, som vi opfører os på i dagligdagen (…)” (Malin Schmidt: Hverken værre eller bedre. Information, 2006-08-19), har Gunilla Bergström selv udtalt om sine børnebøger.
05427770
I ”Der går Tyve-Alfons” er det de andre børn omkring højhusene, der mistænker Alfons for tyveri af en særlig nøgle, og som – på trods af, at nøglen bliver fundet i en skaderede – stadig ikke helt tror på hans uskyld. Heldigvis er Alfons ligeglad med deres hviskerier, for han kender jo både sandheden og sig selv.
I ”Alfons og uhyret” manifesterer en skam over at have slået en lille boldhenterdreng sig som et uhyre under Alfons’ seng, og tanken om drengens blodnæse og ulykke holder den både temperaments- og samvittighedsfulde Alfons vågen om natten. Gunilla Bergström moraliserer ikke, men alligevel anes en form for konklusion på Alfons’ misere: Det kan godt være, man begår fejl i dagligdagen, men hvis man ikke siger undskyld, så går skammen ikke væk af sig selv. Den tidligere kulturjournalist og ansvarlige for børnekulturen ved Göteborgs-Posten, Gunnel Enby, siger om Alfons Åberg: ”Alfons Åberg handler om den sejr det er at kunne binde sine snørebånd selv. Og den befrielse, der ligger i at sige undskyld, når man har været ond. Ikke på en gammeldags eller formynderisk måde, men at overvinde udyret, der er den dårlige samvittighed, og som vi alle kender, hvad enten vi er børn eller voksne.” (Malin Schmidt: Hverken værre eller bedre. Information, 2006-08-19).
I Alfons-bøgerne er hverken børn eller voksne perfekte, og således er Gunilla Bergströms børneunivers i langt højere grad et deskriptivt frem for et normativt univers. Forfatteren og illustratoren bearbejder dagligdagens dilemmaer på børnenes præmisser uden løftede pegefingre.