Da reformpædagogikken i 1930’erne og 1940’erne begyndte at vinde indpas i Nordens børnelitteratur, kom den særlige pædagogik til udtryk i stærke og selvstændige børneforbilleder som den svenske forfatter Astrid Lindgrens (1907-2002) Pippi Langstrømpe-figur. Reformpædagogik er en pædagogisk bevægelse, der fra starten af 1900-tallet arbejdede på at ændre pædagogik, så den i højere grad tog udgangspunkt i barnet selv og forholdt sig til livet omkring barnet og dets udvikling frem for en mere dogmatisk tilgang. Barnet skulle have indflydelse og medbestemmelse, og de forbilleder greb børnebogsforfattere som Astrid Lindgren og Gunilla Bergström i høj grad. Mere rebelsk og selvstændig end Pippi Langstrømpe bliver det formentlig næppe, og historierne om den på alle måder stærke, men moderløse, fritænker Pippi foregår i et mindre socialrealistisk univers end Alfons’, men kredser om meget af det samme. Astrid Lindgrens livtag med svære emner såsom døden i ”Brødrene Løvehjerte” (1973) ligner ligeledes Gunillas Bergströms tematik.
Endnu længere inde i fantasiens verden finder man den britiske forfatter A.A. Milnes (1882-1956) fortællinger om den godmodige, uskyldige og filosoferende Peter Plys, der er blevet læst og fortolket filosofisk af mange. Litteraturhistorikeren John Tyerman William argumenterer eksempelvis – lidt humoristisk – i ”Peter Plys og filosofferne” (1996) for, at al vestlig filosofi – fra de antikke græske filosoffer til de moderne eksistentialister i 1950’erne – bare er en optakt til filosofien hos Peter Plys.
På samme vis er Alfons Åberg blevet kaldt for fænomenolog; en betegnelse, der knytter sig til den filosofiske retning grundlagt af den tyske filosof Edmund Husserl (1859-1938). Ifølge Husserl er det filosofiens opgave – uden subjektive fordomme – at beskrive tingene, fænomenerne, som de viser sig for en. I en artikel fra Information skriver journalisten Anita Brask Rasmussen eksempelvis ”(…) Alfons Åberg har udviklet sig til lidt af en fænomenolog og undrer sig over de ting, som det for voksne kan være næsten skræmmende at tænke på. Som for eksempel i Hvor langt når Alfons? fra 2003, hvor far råber: »Er du der, Alfons?« »Det er lige det, Alfons spekulerer over. Er jeg her? Selvfølgelig! Det ser alle, der kender ham. Det er ham! Lille, rund og kort. Der er hans højre arm. Der er den venstre (med et æble). Hans ben og tæer og hans tynde hår. Her er hele hans krop fra top til tå. Et solidt hylster som kaldes Alfons (…)«” (Anita Brask Rasmussen: Hvad vil det sige at være menneske, Alfons Åberg?. Information, 2011-05-27).