Genrer og tematikker
Gennem de over 40 år, hvor Alfons-bøgerne er udkommet, har især psykologiske – og til dels filosofiske – spørgsmål løbet igennem den tænksomme drengs store runde hoved. Eksistensfilosofiske spørgsmål om, hvornår man egentlig er sit eget virkelige selv, præger eksempelvis ”Der går Tyve-Alfons”, hvor Alfons bag en regnvejrsrude føler, at han ”(…) ikke rigtig eksisterer. Når ingen andre han se, at han er præcis den gamle Alfons … tja, så er han måske let ikke den rigtige Alfons mere?” (”Der går Tyve-Alfons” i ” Alfons Åberg og hans venner”, s. 78). Med ganske enkle midler, også visuelt set, indkredser Gunilla Bergström universelle psykologiske dilemmaer og indarbejder dem i en for børn at se genkendelig hverdagsramme. For hvad vil det egentlig sige at være menneske?
Gunnel Enby, der er tidligere kulturjournalist og har været ansvarlig for børnekulturen ved Göteborgs-Posten, siger om Alfons Åberg, at bøgerne ”(…) handler om noget, der er fælles for alle mennesker: At erobre sine kompetencer som menneske - de sociale og psykologiske. Hvor vi end er i verden, skal vi lære de praktiske ting. Vi har alle ældre kusiner, fætre eller søskende; vi kender alle følelsen af at være udenfor, fordi vi er (…) den mindste, og følelsen af misundelse, jalousi og angsten for at blive stor. Alt det har de gamle folkeeventyr handlet om. Og Alfons Åberg fortæller de historier igen.” (Malin Schmidt: Hverken værre eller bedre. Information, 2006-08-19). Samtidig er de naivt tegnede og collageprægede billedbøger stort set renset for moral. Den sproglige stil er konstaterende og præget af hovedsætninger i nutid – og indeholder ofte den gennemgående og letgenkendelige frase ’jeg skal bare lige…’.
En af de senere Alfons-bøger hedder ”Alfons og Hamdis soldaterfar” (2006), og om den har Gunilla Bergström udtalt: ”Det forpligter at have så stor en læserskare (…). Jeg har et ansvar. Jeg må kunne forsvare det, jeg fortæller, og det har jeg måske især i de senere år været meget opmærksom på. Derfor skrev jeg også bogen om krig, Alfons og Hamdis soldaterfar. Børn ser så meget krig, og derfor skylder vi også at forklare dem, hvad det er. Hvis de spørger.” (Anita Brask Rasmussen: Hvad vil det sige at være menneske, Alfons Åberg?. Information, 2011-05-27).
I ”Alfons og Hamdis soldaterfar” vil de to drenge gerne have Hamdis far til at fortælle om sine oplevelser med krig, men det er svært for ham: ”Du må forstå, at krig er så sørgeligt, så det ikke er til at fortælle om. Det er ikke som på film, hvor de gode vinder til sidst. Mest er det kaos. Hvem er ven? Og fjende? Et værre rod. Det eneste sikre er: Der findes nogle, der bygger op, og nogle, som bomber ned. To slags. De findes altid. Også blandt fjenden! Mere er der ikke at sige. Krig er ikke til at fortælle om.” (”Alfons og Hamdis soldaterfar”, s. 16).
Gunilla Bergströms temaer udspringer fra det, der foregår omkring børn. Både det lykkelige og det ulykkelige, det svære og detaljerne.