Emma Bess’ skønlitterære debut fra 2018 har den sigende titel ”Mødre, døtre, søstre”, for det er netop en novellesamling, som tager udgangspunkt i kvinder i forskellige livsfaser, og hvis noveller alle har en ung, kvindelig jeg-fortæller. Som udgangspunkt er der tale om en hverdagsrealistisk fortællestil, men den realistiske skildring brydes hos Emma Bess af en række tankestrømme hos den enkelte novelles jeg-fortæller – strømme, hvor sansninger, erindringer og refleksioner afløser hinanden – før fortælleren igen vender tilbage til den ydre historie. Der er ligeledes tale om et udfoldet billedsprog og mange skildringer af sanseoplevelser.
Et af samlingens tematiske omdrejningspunkter er menneskers længsel efter at komme helt tæt på dem, der står dem nærmest, de øjeblikke, hvor nærheden lykkes, og den afstand, som uundgåeligt også er en del af relationerne. Som det f.eks. hedder: ”Jeg kan ikke få hende tæt nok på” (”Portræt”, s. 123) og ”Det var som om der var en grænse i ens person, som man havde brug for at gå over sammen med én anden” (”Zygote”, s. 117).
Novellesamlingen omhandler ligeledes tabuiserede følelser – f.eks. i en novelle, hvor en pige både som barn og som ung voksen oplever et begær efter at komme helt tæt på sin lillesøster. Ifølge forfatteren er der i hendes bog tale om et forsøg på at give plads til de følelser, som ellers er tabuiseret og skubbes væk: ”Det er en forsoning med, at de ting, som er tabuiserede og fatale og truer med at vælte dig, godt må have lov til at være der (…) Begær kan gå i alle mulige retninger.” (Nina Peitersen: På langfart i erindringen. Information, 2017-12-01).