Baggrund

Citat
” – Bøger skaber en ramme. Et udgangspunkt. Men de er ikke fastlagte på forhånd. For eksempel handlingen. Selvfølgelig er der en rød tråd, men der er også meget, der kan ændre sig. Og der kan ske ting, som kan forskyde alt, uden at man helt kan sige, hvad det er.”
”Hvis bare det var en drøm”, s. 79.

Lone Elmstedt Bild er født på Glostrup hospital i 1978 og er vokset op i Albertslund i et boligområde, der hedder Galgebakken. Her boede hun med begge sine forældre, indtil de blev skilt, da hun var fem år, og efterfølgende kun med sin mor. Hendes far flyttede til et andet sted i Albertslund, der hedder Hyldespjældet, så det var nemt at besøge ham hver anden weekend.

Hendes mor arbejdede på et bibliotek og havde tit bøger med hjem, så der var altid noget nyt at kaste sig over, og farens gamle skrivemaskine flyttede tidligt ind på Lone Elmstedt Bilds værelse. På den skrev hun sine første digte og små historier, da hun lige havde lært at skrive, og det fortsatte hun med. I gymnasiet skrev hun også mange fiktive tekster, for som hun siger: ”Jeg tror faktisk ikke jeg skrev en eneste dansk stil i gymnasiet, der ikke var fiktion. (Maria Roslev: Interview med Lone Elmstedt Bild. Forfatterweb, februar 2020).

Efter gymnasiet gik Lone Elmstedt Bild på Krogerup Højskoles skrivelinje, og fra 2004 til 2006 gik hun på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Tiden på forfatterskolen har haft stor betydning for hende, og uddannelsen har både været med til at give hendes tekster form samt fastholdt hendes lyst til at skrive. Det har imidlertid taget hende lang tid at opbygge nok mod til at sende noget til et forlag, også selv om hun, som hun siger: ”... elsker at skrive og altid har gjort det. At skrive og læse er for mig en måde at forstå og undersøge verden på, og så giver det mig en oplevelse af at udvide virkeligheden og give plads til noget andet og nogle gange sjovt eller magisk.” (Maria Roslev: Interview med Lone Elmstedt Bild. Forfatterweb, februar 2020).

Det magiske og drømmende fik andre for første gang lov til at opleve i billedbogen ”Elis verdensrum”, som hun debuterede med i 2017. Hendes poetiske og filosofiske tekst er illustreret af Otto Dickmeiss. I 2018 skrev hun sin første ungdomsroman Hvis bare det var en drøm, og i 2019 skrev hun nummer to, ”Hollys Hav”, der samme år blev præmieret af Statens Kunstfond som en af årets ti bedste bøger. Udover sin litterære uddannelse er Lone Elmstedt Bild også uddannet cand.mag. i moderne kultur.

Lone Elmstedt Bild bor i dag i Humlebæk sammen med sin mand og tre børn.