Hollys Hav

Citat
”Far dufter af far og sommerhus. Far, som ikke er min rigtige far, men som alligevel er mest min far ud af mulige fædre. Som er fugtig og kold, fordi det regner udenfor. Brillerne har våde prikker på glassene.”

”Hollys Hav”, s. 14.

”Hollys Hav” fra 2019 er Lone Elmstedt Bilds tredje bog og hendes anden ungdomsroman. Romanens jeg-fortæller Holly på 13 år står midt i sine forældres skilsmisse. Hendes mor er blevet gravid med en anden mand, der er gift, og hendes far er ikke hendes biologiske far, fordi hun er donorbarn.

Opbruddet kaster Holly ud på dybt vand, og hun ved ikke, hvordan hun skal komme i land, heller ikke selv om hun både har gode venner, en sød mormor og er forelsket i klassekammeraten Tau. Akvariet, som hendes far giver hende, da han affødt af skilsmissen tager ud på en rejse for at finde sig selv, bliver et fint billede på det ansvar og den ensomhed, Holly oplever. Hun døber akvariet ”Hollys hav”, der også er romanens titel, og havet som metafor for følelser er gennemgående i romanen. Da Julie og Liva til en klassefest trækker Tau ud på dansegulvet væk fra Holly, og hun bliver ked af det, beskrives det for eksempel således i romanen: ”Gråden er et hav, der trækker sig sammen i min mave.” (s. 105).

47182425

Akvariet bliver nærmest et spejl, hvorigennem Olga oplever sit liv, og i nogle scener opstår der i skriften en direkte forbindelse mellem karakterer og akvarie, som for eksempel i en scene, hvor Olgas mor kaster op, mens Olga renser sit akvarie: ”Vandet begynder at flyde. Mor kaster op ude på toilettet. (...) En søstjerne kan vende vrangen ud på sig selv og spise en musling ved at proppe mavesækken ind gennem revnen i skallen. Mor burde ikke kaste op mere. (...) Hun trækker ud derude. Jeg løfter slangen op. (...) Så bliver de [fiskene] rolige. Mor er faldet i søvn på sofaen.” (s. 51).

Romanen falder i fire dele med hver sin overskrift, og hver del består af korte, komplekse tekster, der skiftevis er poetiske, berettende og opremsende. Sproget er klart og præcist, romanuniverset realistisk, men tonen er drømmende. Teksten stiller flere spørgsmål, end den giver svar, så det bliver op til læseren at tolke sammenhænge og budskaber. Tematisk kredser romanen om ophav, venskab, identitet, skilsmisse og en spirende forelskelse.

Med ”Hollys Hav” fortæller Lone Elmstedt Bild en filosofisk historie om usikkerheden, der åbner sig ved overgangen fra barn til voksen, om de forandringer og udfordringer, der melder sig, når barnets trygge fundament rystes, og om den identitetskrise, der kan opstå, når ens forældre ikke er ens biologiske forældre.