Hvis bare det var en drøm

Citat
”Hvis bare jeg kunne skrue tiden tilbage. Hvis bare det var en drøm. Hvis bare jeg vågnede op om lidt, og det var fredag, sidste dag før ferien.
Jeg kan ikke falde i søvn. Hver gang jeg lukker øjnene, hører jeg sirenen, ser Vera ligge på vejen. Blodet. Ambulancen. Veras mor, der græder.”


”Hvis bare det var en drøm”, s. 9.

Lone Elmstedt Bilds ungdomsroman ”Hvis bare det var en drøm” fra 2018 bliver fortalt af pigen Olga, der i fortællingens begyndelse bliver vidne til, at hendes bedste veninde Vera bliver kørt ned af en bil. Pigerne har lige fået sommerferie, men på vej hjem fra skole bliver de uenige. Vera tror på skæbnen, det gør Olga ikke. I vrede løber Vera over vejen uden at se sig for og bliver ramt af en bil. Det er alvorligt, og hun kommer på hospitalet.

Olga rammes af en enorm skyld og tør derfor ikke besøge sin veninde på hospitalet, i stedet lukker hun sig mere og mere inde i sig selv, men så dukker den jævnaldrende pige Sif op. Hun kan ikke finde hjem. Faktisk påstår hun, at hun er blevet suget ind i en bog, som hun var i færd med at læse, og at den bog handlede om Olga. Det lyder næsten for fantastisk, men ikke desto mindre virker det efterhånden som sandheden, går det mere og mere op for Olga. Men kan det virkelig passe, at hun kun er en karakter i en bog? Og i så fald, hvad er så meningen med det hele?

54463227 

Hvad der i begyndelsen virker som en helt almindelig, realistisk ungdomsroman, viser sig at være en magisk fortælling, der udforsker spændingsfeltet mellem magi og realisme. Dette fortællegreb gør læsningen både spændende og tankevækkende, men også lidt foruroligende, fordi virkeligheden som en fast størrelse opløses.   

Romanens sprog er enkelt og dialogen troværdig og rammende. Tematisk kredser historien om venskab, skyld, sorg, bøger og sandheden om virkeligheden, og den udfordrer læseren til blandt andet at tænke over forholdet mellem fiktion og virkelighed.

”Hvis bare det var en drøm” er både en lidt uhyggelig og rørende fortælling om at overvinde sin frygt og ikke lade sin veninde i stikken. Og så er bogen en hyldest til bøgernes magiske verden.