Thorkild Bjørnvigs miljødigte, der tæller ”Delfinen” (1975), ”Abeguder” (1981) og ”Epimetheus” (1990), betød et skift i hans digtning. Frem trådte en stærk og politisk stemme, der indeholdt en indignation over, hvordan naturen blev udnyttet. De eksistentielle modernistiske overvejelser trådte her i baggrunden, og tidligere tiders myter blev erstattet af hverdagsvirkelighed, TV-avis, miljøproblemer og Nixon. Indignationen over naturens vilkår var dog ikke ny, og han havde diskuteret bl.a. vivisektion – dyreforsøg på levende dyr – med Karen Blixen mange år forinden, hører man i ”Pagten”. Begge var de stærke modstandere af vivisektion.
I filmmageren Morten Bos portrætfilm af Thorkild Bjørnvig fra 1974 fortæller forfatteren om udgangspunktet for et af digtene fra ”Delfinen”. Thorkild Bjørnvig havde læst i avisen om et skib, der lå ud for Esbjerg Havn. Skibet var fyldt med kemisk affald fra Grindstedværket, og det skulle dumpes ude på fiskerbankerne. Det fik en række aldrende fiskere til at omringe skibet i en aktion, og deres overraskende og stærke reaktion var Thorkild Bjørnvig helt enig i. Han fandt, at han var nødt til at udtrykke sig direkte og var med egne ord ”sprøjtende gal”. Det blev til digtet ”Til fiskerne som blokerer Grinddal”, der findes i ”Delfinen” og som slutter med en henvendelse til de barrikaderende fiskere: ”– I fiskere, hvis både ligge hindrende om Grinddal,/ om giftbåden,/ for enhver som endnu kan tænke enkelt/ og føle ligetil/ er retten jeres.” (”Delfinen”, s. 21).
På den måde agerede lyrikeren dommer og fandt, at miljøet og naturens forsvarere havde retten på deres side. Processen med at skrive et digt hurtigt efter at have fået en impuls var ny for Thorkild Bjørnvig, der normalt skrev sine digte langsomt og arbejdede eftertænksomt på dem. Dette digt blev skrevet på fem kvarter, og det blev offentliggjort den følgende dag i Information.
Andre af samlingens digte, såsom ”Stilheden”, er mere abstrakte. Det handler om en sjælden stille nat på Samsø, hvor stilheden splittes ud i to: Dødens stilhed og en mere frugtbar stilhed, der findes i bl.a. et uspiret frø. ”Delfinen” bruger vokalrim og et sprog med fremmedord og ord fra hverdagen.