I sin samtid fik Thorkild Bjørnvig ofte den stempling af anmelderne, at han ikke var folkelig (se også Morten Bos portrætfilm om Thorkild Bjørnvig). Han var derimod en lærd digter til eliten, og fraset hans miljødigtning så vinder hans digtning mening gennem dybdegående intertekstuel analyse, da han ofte refererer til mytologi, konkrete kunststykker eller personer i sin lyrik. Når digtene foldes ud i deres kontekst, og man eksempelvis læser de bagvedliggende myter, så vokser de i betydning. Med andre ord skrev Thorkild Bjørnvig betydningstunge, billedrige og filosoferende digte, der som oftest dyrkede en formfuldendt og klassisk komposition med fast metrik.
Miljødigtene var imidlertid et skridt i en anden retning, hvor fremmedord, hverdagssprog og en politisk tone dominerede knækprosaen, men i sine sene digte vendte Thorkild Bjørnvig tilbage til den klassiske formfuldendthed. Dog uden den komplicerede og stramme rimteknik, der bl.a. var gældende i ”Anubis”. Den samling indeholder også digte med undergenren sonetter, såsom digtet ”Uglen”.
Allerede i sin debutsamling ”Stjærnen Bag Gavlen” (1947) var Thorkild Bjørnvigs fascination af naturen tydelig. Digtet ”September” taler bl.a. om aftenstilhed, solsorteskrig og spejdende firben, og naturdigtningen fortsatte op gennem forfatterskabet, hvor halvfjerdsernes politiske miljødigte gav en ny og indigneret dimension til naturkærligheden. Også i sine essays beskæftigede lyrikeren sig med naturen og miljøet i bl.a. ”Også for naturens skyld – økologiske essays” fra 1978 og ”Barnet og dyret i industrisamfundet” fra 1979, og hans essays talte også ”Oprør mod neonguden” fra 1970, hvor han forsøgte at forstå ungdomsoprørets kulturelle rødder.
Thorkild Bjørnvigs omfangsrige forfatterskab tæller desuden erindringer om barndom, skoletid, ungdom og soldatertid, ”Solens have og skolegården” (1983), ”Hjørnestuen og månehavet” (1984), ”Jordens hjerte” (1986) og den afsluttende ”Ønsket” (1987), der slutter, hvor den selvbiografiske bekendelseslitteratur i ”Pagten” tidsligt tager over.
Udover emner som naturen, kosmos og universet er Thorkild Bjørnvigs digte som oftest bundet op på store temaer som eros, død, kunst, tid og erindring, og flere beskæftiger sig også med filosofiske problemstillinger såsom: Hvad er det gode liv? – Og hvad er det gode menneske? Til at belyse de problemstillinger tager han mytologien og kristendommen til brug.