”Jeg kunne køre galt hvad øjeblik det skulle være. Følelsen af fare var blandet med en næsten behagelig følelse af forventning, som om en eller anden begrænsning eller forhindring omsider var ved at blive revet ned, en grænse nedbrudt, og på den anden side lå en form for frigørelse. En sms tikkede ind på min telefon. Kør forsigtigt, sagde den.”
”Transit”, s. 218.
Faye støder på gamle bekendtskaber og ser med forundring på de midaldrende mennesker, de er blevet til. En gammel kæreste, Gerard, som hun forlod for mange år siden, er nu blevet gift og har fået en datter, men er blevet boende i den lejlighed, han og Faye boede i sammen. Han filosoferer over, hvorfor det var vigtigt for ham at holde fast i noget, mens Faye bare tog af sted. Fayes frisør filosoferer også over sit sted i livet, mens han klipper hende – han har levet det vilde byliv med masser af venner og bekendte, men nu ser han pludselig på det liv og de mennesker med en nøgtern kølighed og tænker, at de alle er børn. Sådan er ”Transit” fuld af historier om midaldrende mennesker, der står i en slags overgangsfase – som Faye selv gør det efter mange års ægteskab.
I slutningen af ”Transit” kører Faye ud for at besøge sin fætter Lawrence, som er flyttet ind i et hus på landet med sin nye kone og hendes to sønner. Et lille middagsselskab sidder parat med vinglas i hænderne, da Faye træder indenfor, og nogle utilpassede børn bliver ved at bryde ind i det, der skal forestille at være en meget bedre og lykkelig, ny tilværelse på landet med foie gras og champagne. På samme måde som man har på fornemmelsen, at livets faktiske rod og kaos hele tiden bliver ved at bryde ind i forfatteren Fayes drømme og forestillinger om det.
