Rachel Cusk

Med sin romantrilogi er Rachel Cusk blevet set som en fornyer af romangenrens fortællestil, idet de tre romaner ikke er plotdrevne, men i stedet mosaikker af samtaler, der mimer erindringens fragmenterede og fejlbehæftede natur. ”Omrids”, ”Transit” og ”Kudos” er mundtlige fortællinger og opleves næsten som at sætte sig på en café og lytte til samtalen ved nabobordet, mens man prøver at stykke personerne sammen ud fra de stemmer, man hører. Hvilket bogstaveligt talt er det, der indimellem foregår, som når fortælleren Faye i ”Transit” gengiver den haltende samtale mellem frisøren og en sky teenagedreng i nabo-frisørstolen.

Cusk har i sine tidligere bøger trukket meget på det selvbiografiske og nævner i flere interviews, at de tæsk, hun har modtaget i den forbindelse, har været medvirkende til, at hun på sin vis har skabt en ny litterær genre, hvor hovedpersonen mest af alt fungerer som et filter for andres historier: ”Jeg har mistet al interesse i at have et selv. At være en person har altid været noget, man kunne blive klandret for.” 

Cusk fortæller i et interview med Weekendavisen, at det er blevet svært for hende at læse nye romaner og umuligt selv at skrive dem, fordi det føles, som om romanens traditionelle virkemidler i forhold til at skabe spænding og drivkraft ikke har særlig meget med livet at gøre. Trilogien er hendes forsøg på at finde frem til en anden litterær form, hvor hun vender sig mod fotografiet som medie: ”Jeg begyndte at overveje, hvad det vil sige at skrive et prosafotografi. Det må betyde, at man ikke kan se personen bag kameraet, og at enhver overflade er synlig for alle.” [2]Kathrine TschemerinskyRomanreformatorenWeekendavisen, 2020-03-06..

Men noget går dog igen i flere af Cusks bøger, både de tidlige og de sene: En kvinde forlader sit hjem, sin familie, sit liv. Et brud af en art sender hende af sted, og mere end noget andet forsøger hun at flygte fra sig selv. Forsvinde helt. Strategierne for flugten tager sig forskelligt ud fra bog til bog, men hovedpersonens drivende kraft består i at fjerne livsløgnene både hos sig selv og andre, gennemspidde selvforestillingerne og trænge ind til en form for sandhed.

Et tilbagevendende tema, som måske kommer kraftigst til syne i ”Parade”, er undersøgelsen af forholdet mellem kunst og det levede liv, særligt i forhold til kvindelige kunstnere. I ”Parade” siger en af fortællestemmerne således: ”At være mor er at leve spiddet i øjeblikket, ude af stand til at flygte. Den kunstner, som også er mor, må forlade øjeblikket for at få adgang til et øjeblik af en helt anden karakter, og hver gang hun gør det, opkræves en pris, erfaringens pris.” (”Parade”, s. 40).

Rachel Cusks fortællestil i ”Omrids” og de andre to romaner i trilogien kan minde om den russiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs mangestemmige værker, for eksempel ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” (2015) og ”Bøn for Tjernobyl” (2018), der på samme måde gør brug af vidnesbyrd og mundtlige historiefortællinger. Men i modsætning til Aleksijevitjs temaer, som bevæger sig rundt i et mere åbenlyst dramatisk og historisk landskab omkring Anden Verdenskrig, Gulag og Tjernobyl, er Cusk optaget af de svære relationer i venskaber, familie og kærlighedsliv, som hun også har nærmet sig i en mere autofiktiv form i bøger som ”Et livsværk” og ”Efterskælv”.

Cusk nævner selv den italienske forfatter Natalia Ginzburg og fortælleren i hendes selvbiografiske roman ”Familiealbum” (1963), som en, der minder om fortællerens rolle i Faye-trilogien: ”Fortælleren Natalia er næsten usynlig. På den måde minder hun lidt om Faye. Hun bliver til i kraft af, at hun betragter – eller reproducerer – sin families virkelighed. Det begyndte jeg også at gøre fra en tidlig alder, men i modsætning til Natalia, var jeg drevet af fremmedgørelse: ’Skete det virkelig?’” [2]Kathrine TschemerinskyRomanreformatorenWeekendavisen, 2020-03-06..

Rachel Cusk nævner også D.H. Lawrence som en stor inspiration og siger, at hun brugte det meste af sine tredivere på at prøve at skrive som ham. Hun ser Lawrence som en af de skarpeste til at analysere det moderne, britiske liv med dets mange forandringer og forsøg på selvrealisering og har skrevet forord til en genudgivelse af D.H. Lawrences roman ”Regnbuen” (1915), der skildrer en engelsk familie igennem tre generationer. Cusks roman ”Det andet sted” er en form for genfortælling af D.H. Lawrences mislykkede besøg hos kunstmæcenen Mabel Dodge Luhan i Taos, New Mexico.

Med ”Livet på landet” tager Cusk fat i den britiske guvernanteroman, som man kender den fra engelske klassikere som ”Jane Eyre” (1847) af Charlotte Brontë, og ”Agnes Grey” (1847) af hendes søster, Anne Brontë; en form for victoriansk dannelsesroman, hvor en ung, uskyldig kvinde som regel lander på et velhavende landsted i en ukendt egn, men med Cusks kølige og dissekerende blik, der ikke efterlader meget Brontësk højromantik på den engelske hede.