Grimms eventyr er på en måde genrebetegnelse i sig selv. De opfylder for de flestes vedkommende alle genrekrav til det klassiske folkeeventyr, da de er tidløse og universelle, følger en stram hjemme-ude-hjem-komposition og begynder med ordene: ”Der var engang…”. Herefter følger en introduktion til karaktererne, og handlingen og konflikten tager form. Oftest er der en venligstillet helt, der møder modstand og skal igennem tre prøver for at opnå sit mål. Der er som regel en hjælper, ikke sjældent fra naturen, der hjælper helten på vej til den lykkelige – ofte romantiske – slutning. Fortællingerne er befolket af stereotype arketyper: en ond mor/stedmor, en lidt vag far, kongelige, hekse, søskende med indbyrdes modsætninger og personer med tydelige forskelle: rig/fattig, doven/flittig, ren/beskidt, smuk/grim, ung/gammel osv. Der er mange dyr med, enten som menneskets ven eller fjende, men de kan altid tale sammen, og ikke sjældent foregår dramaet i en stor skov.
Der er mange kristne motiver, både ved budskabet om, at det altid lønner sig at opføre sig ordentligt, og at dovenskab er en synd – men samtidig kan dovenskab også fremstilles som en frelse som i ”Den dovneste”, hvor den mest dovne søn arver deres far. Grimms eventyr kan af datidens borgerskab have været brugt som led i børneopdragelsen.
I ”Tornerose” er der et tema om, at det ikke er muligt at undslippe sin egen skæbne. Fortællingen har med kongesønnens livgivende kys været udlagt som et symbol på naturen, der vækkes til live om foråret efter vinterens lange søvn eller som et billede på et indvielsesritual i overgangen fra barn til voksen.
Nogle af de elementer, der er blevet nedtonet i eventyrene i tidens løb, er seksualitet og onde mødre (de er blevet til stedmødre), men der er stadig meget fokus på unge, smukke piger det sted i livet, hvor de er ved at blive til kvinder. I et nutidigt perspektiv er der ikke ret meget samtykke til alle de kys, de får, mens de sover eller er bedøvede. Eventyrene har med deres tunge symbolik også været læst psykoanalytisk af Jung og Freud.
Man kan med fordel bruge den såkaldte aktantmodel, når man læser eventyr, for at få overblik over de forskellige personer og den rolle, de indtager i handlingen. Til at overskue handlingens forløb kan man benytte sig af berettermodellen, der er en klassisk struktur for dramatisk historiefortælling, og som næsten altid passer på eventyr.
LÆS OGSÅ: Eventyr
https://forfatterweb.dk/oversigt/genrer-og-tematikker/eventyr