Før Kim Andrea Brofeldt startede i skole, var hun hver onsdag med sin mormor på arbejde på et børnebibliotek på Vesterbro og pløjede sig senere gennem mange af stedets bøger. Men det var først, da hun som 11-årig sneg sig ind på bibliotekets voksenafdeling og lånte John Irvings ”Verden ifølge Garp”, at drømmen om selv at skrive en roman en dag satte sig fast hos hende. Hun fortæller i et interview, at hun ikke forstod hele handlingen i Irvings roman, det var hun ikke gammel nok til. ”Men jeg forstod, at der her var en stor og vild fortæller, der kunne skrive både uforudsigeligt og levende, og jeg drømte om en dag at kunne det samme.” (Birgitte Bartholdy: Interview til Forfatterweb, 2024-07-15).
Stadig i dag er Brofeldt betaget af John Irving, og hendes plotdrevne, sørgmuntre fortællestil kan også på nogle måder minde om hans. Ligesom ham fortæller Brofeldt mange små historier med forskellige fortællersynsvinkler og væver dem til sidst sammen til et stort, farverigt tæppe, der snor sig i sindrige mønstre ind i hinanden. Og ligesom John Irving skriver hun helt modsat stilen hos mere ”smalle”, minimalistiske forfattere, hvor teksterne er barberet for fortællerens følelser og meninger, og sproget er mere nøgternt. I ”Afslutninger” bliver de store følelser rullet ud, og der lægges vægt på det rørende, tragiske og hjertevarme.
Med sin sans for plot og det magiske i hverdagen og sit lune kan Brofeldt også i passager minde om en forfatter som den amerikanske Alice Hoffman, f.eks. som den stil udfolder sig i Hoffmans roman ”Lysenes fest”.
I Danmark er Brofeldt vel mest beslægtet med en forfatter som Annette Bjergfeldt, der i sin vildtvoksende romaner ”Højsangen fra Palermovej” og ”Mr. Saitos rejsebiograf” også skriver med blik for de skøre, små detaljer og øjeblikkets skønhed. De to forfattere har også den melodramatiske nerve, glimtene af magisk realisme og de mange farver på paletten til fælles.