Kim Andrea Brofeldt er med sin identitetssøgende fortællinger en psykologisk fortæller, der er optaget af, hvad svigt i barndommen gør ved os mennesker. Sarah, hovedpersonen i ”Afslutninger” har efter sin mors død været vant til at tilpasse sig andres behov og være til så lidt til besvær som muligt. Først som midaldrende finder hun igennem sine møder med andre ud af, hvad hun selv vil og har lyst til. Ved hjælp af flashbacks og skiftende fortællersynsvinkler samler Brofeldt i den roman med omhu mange små historier til en større fortælling om fatale beslutninger og følelseskulde i fortiden, der får betydning for de næste generationer.
I et interview med sit forlag fortæller Brofeldt, at hun fik den første bid af inspiration til historien fra sin mormor, der var bibliotekar og læste meget. Hver gang mormoren begyndte på en ny bog, læste hun lige den sidste side først, hvis hun nu skulle gå hen og dø, før hun fik den læst færdig: ”Hun døde, da jeg var 18 år. Da jeg stod på hospitalet for at sige farvel til hende, lagde jeg mærke til en bog på hendes sengebord med et bogmærke i halvvejs, og det trøstede mig at tænke på, at hun vidste, hvad den endte med. Det med, hvad man efterlader sig ufærdigt, når man dør, har siddet i baghovedet siden.” (Tamara Zlebacic von Pein: Q&A med Kim Andrea Brofeldt. Alpha Forlag, 2023-03).
Værk nummer to, ”Kunsten at spejle et æg”, er på samme måde en historie om den store betydning, en opvækst med svigt og følelseskulde har. Hovedpersonen Troels har tilsyneladende det perfekte liv, men så får han en blodprop i hjernen og tvinges til at se fortiden i øjnene – herunder også de mange løgne, han har fortalt sine nærmeste i håb om at kunne skifte personlighed.
Temaet om, hvor forskelligt vi mennesker reagerer på sorg og traumer, går igen i begge romaner. ”Hvordan rejser man sig igen, når man bliver ramt af noget uforudset? Finder lyset i mørket? Nogle stivner, andre foretager sig alt muligt, men vi har ikke rigtigt et sted at placere sorgen samfundsmæssigt. Vi skal endelig ikke tale om eller vise, vi er i sorg for længe, for så bliver det akavet – nærmest som at tage bukserne af midt i et møde, ikke?” har Brofeldt sagt i et interview til Femina. (Christina Forsberg: Hun ringede til 1813, som bad hende tage på hospitalet. Femina, 2023-07-21).