Genrer og tematikker

De fleste bøger i Jesper Bugge Kolds forfatterskab er fiktive fortællinger, som er udsprunget af virkelige begivenheder, skrevet på en realistisk og ligefrem facon med fokus på faktuelle detaljer og et metaforisk billedsprog. Han debuterede med romanen ”Vintermænd”, som opstod på baggrund af en undren over, hvorfor tyskere, som ikke var nazister, ikke sagde fra over for Hitlers ideologi og regime.  Herefter fulgte ”Land i datid”, hvor en ung mand sendes på sporet af sin fars fortid i DDR, og ”Krigsturisten”, der skildrer det farefulde, men også fascinerende arbejde i krigshærgede lande, med de konsekvenser, det indebærer.

Et gennemgående træk er, at der er tale om historier baseret på grundig research, som giver læseren både god underholdning og ny viden: ”Jeg kan selv rigtig godt lide, at når jeg har læst en roman, så har jeg også lært noget af det. Det kan være fint at læse en røverhistorie, som fiktion jo er, men det er bedre, hvis man også får noget viden med sig.” (Dorte Washuus: Forfatter om DDR-bog: Det er svært at være menneske i et usynligt land. Kristeligt Dagblad, 2016-04-16).

I 2021 fortsatte Jesper Bugge Kold sit forfatterskab i samarbejde med kollegaen Mich Vraa. De to skrev sammen to historiske romaner. Ligesom Kolds tidligere bøger er de to romaner båret af en interesse for at skildre, hvad krig og kriser gør ved mennesket: ”Krige er fulde af dramaer, og al facade er skrællet af. Det handler om at overleve, og mere enkelt bliver livet ikke,” siger Jesper Bugge Kold og fortsætter: ”Jeg tror ikke på heltefortællinger, og jeg tror ikke på forestillingen om, at verden kan opdeles i gode og dårlige mennesker, og krig er i høj grad med til at udstille menneskets begrænsninger.” (Michelle From Hoxer: Blod, gru og brutale fortællinger. 4 bøger for dig, der vil dykke ned i krigens væsen. DR.DK, 2018-04-20).

Denne kritiske skildring af krigens væsen ses i hele Jesper Bugge Kolds forfatterskab. Som en figur i Kold og Vraas anden roman siger det: ”Og der vil komme flere krige. Til ingen verdens nytte. Krig har aldrig løst et eneste problem.” (”Tre dage i april”, s. 373). De to forfattere understreger dog, at deres sigte med romanerne lige så meget har været at skrive spændende historier og skildre hovedpersonernes udvikling: ”Begge romaner er fortællinger om mennesker med en ung kvinde i centrum; det er hendes udvikling der i begge tilfælde interesserer os. Krigen er bare en kulisse, en slags monster der ligger og knurrer i baggrunden.” (Forfatterinterview. Litfix.dk, 2022-04-13).