Som hos Jan Sonnergaard udgør musikken en væsentlig klangbund i Hjørnholm Olsens forfatterskab – som en lydkulisse der er med til at tid- og stedfæste historierne. Hos Sonnergaard er det blandt andet Nirvana og Velvet Underground, der danner lydtæppet, mens det hos Hjørnholm Olsen er navne som PJ Harvey, Patti Smith, The Afghan Whigs og Savage Rose. I begge forfatterskaber fylder stoffer og afhængighed en rolle, ligesom de begge skildrer mennesker, der ikke føler, at de passer ind. Ikke mindst i Hjørnholm Olsens “Sample” kan flere af de karakteriserede mænd give mindelser om Sonnergaards karakterer. Men hvor hovedfiguren hos Sonnergaard er mandlige randeksistenser – melankolske, kværulante mænd –, er den mandlige narcissisme udskiftet med det kvindelige blik hos Hjørnholm Olsen, der i stedet ser på, hvordan kvinder kan indoptage det maskuline blik med dårlig selvtillid som resultat.
En anden forfatter, der ligesom Hjørnholm Olsen er ude med riven efter patriarkatet, er Johanne Bille. I “Når mænd forlader mig” skildrer hun en kvindelig forfatters famlen i kærlighedslivet, og hvordan alle de mænd, hun dater, paradoksalt nok ikke kan lide bøger skrevet af kvinder. Hun tager endvidere livtag med overgreb, der også er et tema i “Miss København”.
For læsere, der gerne vil følge Anden Verdenskrigssporet fra “Mørkekammeret”, kan det anbefales at kaste sig over romaner som Kirsten Thorups “Indtil vanvid, indtil døden”, Bent Hallers “Når krigen slutter” eller Benn Q. Holms “De døde og de levende”.
Ligesom mange andre aktuelle forfattere skriver Hjørnholm Olsen sig ind i den autofiktive genre, der er kendetegnet ved at sløre grænserne mellem litteratur og selvbiografi. Det vestjyske miljø, hun skildrer i “Mørkekammeret”, er inspireret af opvæksten i Herning, ligesom Kamma i “Miss København” rejser fra den jyske provins til København for at læse dansk – ligesom forfatteren selv har gjort. I “Miss København” kommenterer fortælleren, at hun skriver sig ind i den autofiktive genre, men i samme ombæring gør hun lidt grin med genren ved at påpege, at hun ikke ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er påfund, og at hun interesserer sig mere for litteratur end virkelighed. Med andre ord: giver det overhovedet mening at beskæftige sig med den grænse? Af andre hjemlige forfattere, der skriver sig ind i den autofiktive genre med et glimt i øjet, kan nævnes Hanne Højgaard Viemoses “HHV, Frshwn: dødsknaldet i Amazonas”, hvor hovedpersonens familieliv og erfaringer ligger tæt op ad forfatterens egne.