Flapperne på Anne Carsons bøger har intet forfatterfoto og kun meget sparsomme biografiske oplysninger: født i Canada i 1950, underviser i klassisk filologi. Adspurgt om sit privatliv og sin baggrund svarer hun kortfattet: ”Jeg voksede op i forskellige små byer i Ontario. Far arbejdede i en bank. Mor derhjemme” (Kate Kellaway: Anne Carson: I do not believe in art as therapy. The Guardian, 2016-10-30. Egen oversættelse).
I gymnasiet overtalte hun sin latinlærer til at lære sig oldgræsk i frokostpauserne. Hun droppede ud fra universitetet to gange, fordi hun var utilfreds med pensum, men hun kom tilbage igen og fik en ph.d.-grad fra University of Toronto i 1981. Hun er professor i klassisk filologi og har undervist på velrenommerede universiteter i USA og Canada, bl.a. McGill og Princeton.
Debutbogen, ”Eros the Bittersweet” (1986), er et kritisk studie af græsk poesi og en poetisk afhandling om kærlighed i litteratur og klassisk filosofi.
Som forklaring på, hvorfor hun blev så tiltrukket af græsk sprog og litteratur som ung, siger hun, at græsk virker som det bedste sprog, fordi det er sig selv. For Carson er sproget et særligt erfaringsrum. Presset for et mere prosaisk svar, siger hun, at det også handler om en barndomsdrøm om at være ligesom Oscar Wilde – klassisk uddannet, elegant klædt og vittig. (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).
Man kan sige, at Carson bebor både nutiden og fortiden. Hun har gjort det græske sprog til sit eget, tilføjet det engelske sprog en unik poetisk stemme og fusioneret fjerne og nære verdensbilleder. Det selvbiografiske spor løber igennem hele forfatterskabet, men den personlige erfaring, som f.eks. sorgen over brorens forsvinding og død, kobles til spørgsmål om oversættelse og afstand – mellem sprog, kultur og mennesker.
For tiden underviser hun i kreativ skrivning på New York University. Sammen med sin mand, Robert Currie, afholder hun en gang om året et kursus i kunstnerisk samarbejde. En interviewer understreger, hvor forskellige de er: Carson er høj, forsigtig og afmålt, mens Currie er social og afslappet. ”I et rum, hvor alle griner, smiler hun ganske let.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).
Carson er ikke nogen nem entertainer, men hendes værker er gennemsyret af en lidenskab for at vise læseren nye veje gennem den historie og det sprog, vi er skabt af. ”Vi har et emne for vores samtale, men hvordan kan vi så bevæge os igennem det på en måde vi aldrig har bevæget os på før, mentalt? Det virker som det mest spændende man kan gøre med sit hoved.” (Sam Anderson: The Inscrutable Brilliance of Anne Carson. The New York Times, 2013-03-14. Egen oversættelse).