NOX

Citat
”1.0 Jeg ville fylde min elegi med alle slags lys. Men døden gør os nærige. Der er ikke mere at ofre på det, tænker vi, han er død. Kærlighed kan ikke ændre det. Ord kan ikke tilføje noget. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger at fremmane den stjernestrøede dreng han var, forbliver det en ganske enkel, besynderlig historie. Så jeg begyndte at tænke over historie.”

”NOX”, uden sidetal.

"NOX" fra 2010 (”NOX”, 2012) er en elegi. Det er et sørgedigt, som Anne Carson har skrevet over sin bror. Som ung flygtede han fra en fængselsstraf, flakkede om i Indien og Europa, og mødte en kvinde, som han elskede, men som døde. Han tilbragte en række år i København, hvorfra han ”ud af det blå” kontaktede sin søster et halvt år efter deres mors død: ”Mor er død – Ja, det er hun vel. – Hun var tit ulykkelig på grund af dig. – Ja, det var hun vel […] – Er du syg? – Nej – Har du et arbejde – Ja – Er du lykkelig? – Nej. Bestemt ikke.” Carson nåede ikke at se sin bror igen, før han døde i 2000.

29577382

”NOX” er udformet som en leporellobog og lagt i en grå og grøn æske. Værket består af 196 sider med tegninger, transskriptioner af telefonsamtaler, håndskrevne notitser og optryk af breve, frimærker og tegninger. Siderne er foldet sammen som en harmonika, og på den måde befinder ”NOX” sig et sted mellem bog og objekt, tekst og skulptur. På æskens bagside står der: ”Da min bror døde lavede jeg et gravmæle til ham i form af en bog, dette er en kopi af den, så tæt på som vi kunne komme.”

Helt i starten af bogen er der et optryk den romerske digter Catuls digt nr. 101. Det er også en elegi over en brors død, og igennem resten af ”NOX” har Carson lavet et leksikonopslag for hvert af de ord, der optræder i det latinske digt. I flere af opslagene forbindes opslagsordet til Carsons titelord, ”nox”, der betyder nat. Som ordforklaring et sted står der f.eks.: ”gjort mere bedrøvet af brorens nat end af broren selv”. Udforskningen af sproget bliver dermed en del af det sorgarbejde, som tekstsamlingen også er. Det leksikale og tørre fletter sig sammen med det poetiske og følelsesfulde.

I ”NOX” er sorgen anledning til erindring, historieskrivning og digtning, og læseren bladrer sig igennem brevstumper og små minder, der langsomt bliver til en sammenhængende fortælling. Samtidig beskrives sorgen præcist som en famlen efter mening, en evig spørgen, indsamling og oversættelse: ”En bror ender aldrig. Jeg sniger mig ind på ham. Han ender ikke.”