Som ”Selvbiografi i rødt” begynder Anne Carsons ”Plainwater”, 1995 (”Vandveje”, 2010) også med en række oversatte fragmenter af en græsk digter, Mimnermos. De følges af et essay om bl.a. Mimnermos' ordstilling, rytme og valg af adjektiver, hvorefter der optræder en transskription af et interview med digteren på tværs af 2500 år. Tonen er akademisk, men også vittigt-ironisk: ”– Jeg havde håbet på at lære dig at kende – Jeg havde håbet på langt mere.” (s. 34).
Bogen er en blandet samling af essays, mikroforedrag, rejsebeskrivelser og digte. Teksterne giver et godt indblik i Carsons ærinde med at sidestille det klassiske og det moderne, filosofien og digtningen. De er også eksempel på, hvordan det følelsesfulde hele tiden berettes med en vis distance. Et sted skriver hun, at det handler om at komme væk fra den personlige fortælling: ”Jeg vil gøre hvad som helst for at undgå kedsomhed. Det er en livsopgave. Man kan aldrig vide nok, aldrig arbejde nok, aldrig bruge navnemåderne og tillægsformerne mærkeligt nok aldrig vanskeliggøre fremdriften barskt nok, aldrig forlade bevidstheden hurtigt nok.” (s. 37).
23625571
Pointen er ikke, at der ikke er følelser, begær og personlig erindring på færde hos Carson. Pointen er, at selvbiografien bliver udgangspunkt for forfatterens afsøgning af betydning i forskellige tider, sprog og kunstværker netop med henblik på at forstå det personlige i alle dets forbindelser.
Afsnittet ”Korte foredrag” er en samling mikroessays om ting, der står Carson nær – om kunstneren Camille Claudel, om regn, og et om læsning, hvor barndomserindringen f.eks. træder frem: ”Nogle fædre hader at læse, men elsker at tage familien på udflugt. Nogle børn hader udflugter, men elsker at læse. Pudsigt så ofte disse befinder sig som passagerer i den samme bil. Jeg skimtede de enorme, tæt skårne skuldre af The Rockies mellem kapitlerne i Madame Bovary.” (s. 48).
Afsnittet ”Forskellige slags vand: Et essay om Vejen til Compostela” er en række dagbogsnotater fra en pilgrimsrejse, der indledes af kinesiske og japanske visdomsord. Landskabets skiften og forholdet mellem de rejsende filtrer sig ind i hinanden: ”Lyset er forbløffende, en hammer. Horisonten er ikke nærmere, nogen sinde. Bakkerne skifter atter farve: guld og mørkt guld og mørkere guld. […] Min Cid og jeg har haft vores første udbrud af åbenlys vrede i dag. Det skar som glas.” (s. 163).