Siden Glenn Christians første bog har der været noget sprængt i Christians syntaks, ikke altid, men som tiden er gået, er det kun blevet vildere. Den eksploderede syntaks hænger direkte sammen med en anden ting, der har været på færde igennem størstedelen af Christians forfatterskab, nemlig det splittede subjekt. Poesien har ofte set sådan ud, at den har et jeg, og ofte henvender sig til et du. I Glenn Christians digte er udsigelsespunktet flagrende. Når der er et jeg, er det et jeg, som er virkelig svært at få hold på: hvem er det, og endda hvad er det. Der er ofte tale om væsener, mærkelige kroppe, som er i en eller anden form for ekstremt påvirket tilstand. Det kan være af sygdom, men det kan også bare være vild forandring. Så har et væsen vinger, så bliver det til en hund. Ja, der er faktisk enormt mange dyr med i Glenn Christians forfatterskab, hvilket også peger på en underliggende filosofisk strømning i hans værk, nemlig det økologiske perspektiv. Naturen skal hos Glenn Christian forstås som et stort vildt univers, hvor alt muligt kan ske, og ofte er de væsener, der befolker hans bøger, prisgivet et eller andet ekstremt miljø. De er påvirkede. Det har at gøre med en fornyet filosofisk interesse for materialitet, hvor kød og krop og omverden er sammenvævede størrelser, og det er svært at isolere det enkelte individ fra dets påvirkninger.
Glenn Christian skriver ofte på filosofisk materiale. Det betyder ikke, at man skal kende filosofien, men det betyder, at der ligger et stort tankeunivers og boltrer sig i den vilde skrift, som man altid finder i hans bøger.
Særligt Christians senere bøger har et mellemværende med billedkunsten, forstået på den måde, at værkerne tit kan ses som en fortløbende praksis, og at forfatterskabet ikke så meget består af punkter i form af selvindeholdte bøger, men snarere må læses som en bevægelse. Christian har også skrevet fra bl.a. billedkunstneren Ovartacis perspektiv.