Glenn Christian

Glenn Christian er født d 22. januar 1976 i Aarhus. Han er opvokset i Esbjerg. Fra 2005-2007 har han gået på Forfatterskolen. Og her stopper de biografiske detaljer om Glenn Christian. Selvom han har udgivet 14 bøger, har han ikke givet interviews til dagblade, og han er ikke aktiv på de sociale medier. Hans bøger bliver ofte anmeldt i de store dagblade, og ofte positivt. Gennemgående for anmeldelserne er, at de skriver om det sprængte eller konstant foranderlige subjekt, der er i Glenn Christians poesi. Også med dette i baghovedet kan det give mening, at der ikke er så meget personstof tilgængeligt om Glenn Christian, måske også fordi det ikke er så vigtigt for hans bøger.

Hvad man dog kan sige er, at når man kigger på Glenn Christians litterære praksis, hans arkiv af udgivelser, kan man også se et landkort over små, gode danske forlag, og dermed også et udsnit af en nyere dansk litteraturhistorie.

Glenn Christians første bog udkom på billedkunstner og forfatter Henrik Haves forlag After Hand. Forlaget havde en forkærlighed for tværmediale udgivelser.

I 2008 og 2009 udkom henholdsvis ”Den agrare modoffensiv” og ”Moro forsvandt” på forlaget 28/6, som blev stiftet af forfatterne Martin Johs. Møller, Sigurd Buch Kristensen og Rasmus Graff efter et tilfældigt samtidigt ophold på Hald Hovedgaard. Forlaget beskæftigede sig med miniudgivelser, dvs. pamfletter og hæfter, og var et af de første små forlag, der hovedsageligt distribuerede sine udgivelser via deres hjemmeside.

Efter et par bøger mere på After Hand udkom den håndsyede ”Fabriksnoter” på Rolf Sparre Johanssons forlag Organiseret vold begået imod den almindelige tale. Forlaget har et fokus på håndlavede bøger.

Glenn Christian har udgivet tre bøger på det forfatterdrevne forlag Arena, det drejer sig om ”Mudret sol”, ”Atropa Belladonna” og ”Grusomhedsudstillingen”, som også er en del af forlagets genskrivningsserie Donna Wood. 

Han har også udgivet to bøger på Rasmus Graffs forlag OVO Press, det er de to små hæfter ”Gran Canaria del 1” og ”Gran Canaria del 2 – hvalernes hævn”.

På forlaget Antipyrine, som er drevet af Mathias Kokholm, der også arbejdede sammen med Henrik Have på After Hand, udgav Glenn Christian i 2016 ”Vibrio”.

I 2018 udkom Christians ”månen atlas over sandparken avenue” på Gyldendal.

”Det hjemlige” er Glenn Christians debut, som udkom i 2008. Bogen består af tre dele, og i den første er nogle, ikke alle, digtene navngivet A, B, C, mens det i den sidste del er nummeringen 1, 2, 3, der giver det en fremadskridende ordnet karakter.

I første del af bogen finder man panoramaer over et landbrugslandskab, der er meget påvirket. Det regner hårdt i de første digte, og det beskrives med en voldsomhed, som får landskabet til at virke levende. ”Alt sejler!” (s. 9) står der i midten af det første digt, og det får lov at stå som sin egen strofe i midten af de andre to længere strofer. På den måde får udsagnet lov til at stå og runge.

I bogens andet digt, som også er et landskabspanorama, men som ender i en by, møder vi jeget på en mærkelig måde, en caféstol ”suger i røvhullet på selveste tilfældig” (s. 10). Dette selveste tilfældiges røvhul må være det jeg, hvis hjerte i næste digt ”bager under ribbenets fangehul” (s. 11).

Man mærker allerede en voldsom kropslighed, et tema som udspiller sig i de fleste af Glenn Christians bøger, når ribbenene er et fangehul. Man mærker også, at individet er tilfældigt placeret i digtet, at der arbejdes med forståelsen af individet fra første færd. Det er prisgivet sine omgivelser, når røvhullet suges imod caféstolen, og det er prisgivet sin egen krop, når ribbenene er et fangehul.

Det hjemlige er både landskaberne og familien.

27344216

I bogens anden del møder vi tredjepersonskarakteren Glenn: ”Hej Glenn siger de få/ og mener som regel/ altid farvel vi ses engang./ Det er synd for Glenn.” (s. 25). Glenn er syg, han har ”syge tanker” (s. 26), og mor og far er bekymrede, de er ”altid en hemmelig/ snakkelyd ude i køkkenet” (s. 26), der er: ”Altid en ny stemme/ gæster Glenns hoved/ De er som regel/ mange på én gang.” (s. 27).

I del tre er vi tilbage til jeget, og nu ved vi, at det er et jeg, der ikke har det godt. Et par kærlighedsdigte, nummereret 1-4, afbryder det intense og ubehagelige med en luftighed og mildhed. Men det bliver hårdt igen, når der står: ”Mor siger, rask dreng græder ikke./ Noget om snakken, tænker far” (s. 35). Ubehaget ender i forældrene, faren er voldelig, han slår moren: ”Lydene går straks i eet med mors store Nej i stuen/ mens far igen uden videre larmer al sin vægt/ og meget andet over de hundrede/ udførligt rundt i mor.” (s. 41.).