kan ikke sættes i brug af Glenn.
Han sidder der.
Han er ældre.
Det store skæg taler al luften af kinderne.
Uren hud skyder sig rødligt igennem.
Han er Glenn.
Glenn på godt og ondt.
Mest ondt.
Sidder med et ihjelslået blik.
Hver øje ligger i de posede
søvnrender og dør.
Glenn med morgenen i håret, hele dagen.
Dynen lugter af fis.
Glenn står ikke op, han kan ikke.”
”Det hjemlige” er Glenn Christians debut, som udkom i 2008. Bogen består af tre dele, og i den første er nogle, ikke alle, digtene navngivet A, B, C, mens det i den sidste del er nummeringen 1, 2, 3, der giver det en fremadskridende ordnet karakter.
I første del af bogen finder man panoramaer over et landbrugslandskab, der er meget påvirket. Det regner hårdt i de første digte, og det beskrives med en voldsomhed, som får landskabet til at virke levende. ”Alt sejler!” (s. 9) står der i midten af det første digt, og det får lov at stå som sin egen strofe i midten af de andre to længere strofer. På den måde får udsagnet lov til at stå og runge.
I bogens andet digt, som også er et landskabspanorama, men som ender i en by, møder vi jeget på en mærkelig måde, en caféstol ”suger i røvhullet på selveste tilfældig” (s. 10). Dette selveste tilfældiges røvhul må være det jeg, hvis hjerte i næste digt ”bager under ribbenets fangehul” (s. 11).
Man mærker allerede en voldsom kropslighed, et tema som udspiller sig i de fleste af Glenn Christians bøger, når ribbenene er et fangehul. Man mærker også, at individet er tilfældigt placeret i digtet, at der arbejdes med forståelsen af individet fra første færd. Det er prisgivet sine omgivelser, når røvhullet suges imod caféstolen, og det er prisgivet sin egen krop, når ribbenene er et fangehul.
Det hjemlige er både landskaberne og familien.
27344216
I bogens anden del møder vi tredjepersonskarakteren Glenn: ”Hej Glenn siger de få/ og mener som regel/ altid farvel vi ses engang./ Det er synd for Glenn.” (s. 25). Glenn er syg, han har ”syge tanker” (s. 26), og mor og far er bekymrede, de er ”altid en hemmelig/ snakkelyd ude i køkkenet” (s. 26), der er: ”Altid en ny stemme/ gæster Glenns hoved/ De er som regel/ mange på én gang.” (s. 27).
I del tre er vi tilbage til jeget, og nu ved vi, at det er et jeg, der ikke har det godt. Et par kærlighedsdigte, nummereret 1-4, afbryder det intense og ubehagelige med en luftighed og mildhed. Men det bliver hårdt igen, når der står: ”Mor siger, rask dreng græder ikke./ Noget om snakken, tænker far” (s. 35). Ubehaget ender i forældrene, faren er voldelig, han slår moren: ”Lydene går straks i eet med mors store Nej i stuen/ mens far igen uden videre larmer al sin vægt/ og meget andet over de hundrede/ udførligt rundt i mor.” (s. 41.).