Katrine Clante har et meget personligt formsprog, og samtidig er der noget både skitseagtigt og naivistisk over hendes tegninger, som kendetegner flere nutidige børnebogsillustratorer.
Den skitseagtige blyantsstreg og collage-stilen, som den kommer til udtryk i den grafiske roman ”Pssst!”, minder om det søgende og personlige formsprog i Rikke Bakmans ”Glimt” (2011), der genremæssigt også er en grafisk roman. ”Glimt” er en selvbiografisk tegnet roman, og selvom Clantes ”Pssst!” ikke er en selvbiografi, er der flere tematiske og fortællermæssige ligheder. Både ”Glimt” og ”Pssst!” viser tween-pigernes liv gennem en række øjebliksbilleder fra en helt almindelig barndom. Bakman tegner og fortæller om en enkelt dag ved stranden i 1986, mens Clante tegner og fortæller hovedpersonens tanker, drømme, forestillinger og oplevelser. Fælles for historierne er det sanselige og stemningsfyldte, det hverdagslige og tilsyneladende udramatiske. Det er historier med en tydelig jeg-fortæller og et meget personligt indhold, der får begge bøger til at minde om dagbøger.
Dagbogsformen bruges hyppigt i børnebøger, der handler om piger i 13-års alderen. Mette Finderups Emmy-serie, der handler om den 13-årige Emmys liv, er formmæssigt selvudleverende dagbøger, men hvor både ”Glimt” og ”Pssst!” bæres af poesi og undren, bæres Finderups serie af humor. Realismen og koncentrationen om de menneskelige relationer har de dog tilfælles.
”Pssst!” er også kendetegnet ved mange forskellige visuelle virkemidler, og netop den genremæssige leg og sammenblanding tiltrækker Katrine Clante. Hun har fundet inspiration i både Shaun Tans ”Udkantsfortællinger” og Jonathan Safran Foers roman ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, der begge leger med overraskende virkemidler. Det samme gør Egon Mathiessen, som Clante også er inspireret af. Hun fortæller: ”En børnebog, jeg holder særlig meget af, er Egon Mathiessens ”Mis med de blå øjne”. Dét forløb med op ad bakke ned ad bakke er jo en slags tegneserie, men den er så genial, fordi man bladrer for hvert billede, det er overraskende, enkelt og vidunderligt. Hverken tegneseriemediet eller bogmediet er færdigt med at blive udfordret og udforsket, langt fra!” (Erik Barkman: Alene og utilpasset. Nummer 9, Magasin for tegneserier, 2014-04-04).