Keld Conradsen skriver med en forkærlighed for plotdrevne romaner og samfundskritik. I et interview i Weekendavisen nævner han Hans Scherfig som en inspiration for den praksis: ”Jeg ved godt, Scherfig levede i en anden tid og var kommunist, men skidt nu med det. Jeg kan lide den måde, han arbejder på. Det er lidt den samme måde, jeg selv skriver på. Han indfører et plot, som skubber historien fremad, men hans ærinde er i virkeligheden at kritisere noget. Mit yndlingsplot i dansk litteratur er Den forsvundne fuldmægtig. Det er simpelthen genialt. Den her embedsmand har levet et bedsteborgerliv, men stikker af, da han pludselig får chancen, og ender med at erklære sig skyldig i et mord, fordi han i mellemtiden har fundet ud af, at lige præcis fængselsliv passer allerbedst til ham. Deri ligger en BIDENDE kritik af borgerskabet.” (Tine Bendixen: Sex og sukkulenter. Weekendavisen, 2011-06-24).
Den måde, ”Byen og verden” er bygget op om et videnskabeligt plot, minder om andre videnskabskrimier. Ikke at der bliver begået mord hos Conradsen, men et selvmord og en flugt ud på de syv have rummer alligevel gåder nok til det inciterende opklaringsarbejde. En forfatter som Sissel-Jo Gazan har i flere af sine bøger også et videnskabskriminalistisk anstrøg og samme indgående kendskab til et naturfagligt område, for eksempel i ”Dinosaurens fjer” fra 2008 og ”Svalens graf” fra 2013. Kærlighed og kendskab til Aarhus i 1980’erne deler hun også med Conradsen i sin roman ”Blækhat” fra 2017.
Selv siger Keld Conradsen om sin litterære inspiration: ”Jeg kan bedst lide litteratur, som åbner verden og rækker ud over det nære, og som ikke er for form-fikseret. Der må gerne være noget på spil, som ikke kun angår den enkelte. Jeg kunne nævne en forfatter som finske Kjell Westö, der fik Nordisk Råds litteraturpris for nogle år siden. I Dansk litteratur sætter jeg pris på Hans Scherfig på trods af hans kommunisme. Doris Lessing var også en interessant forfatter. Og så holder jeg meget af humoristiske romaner, Erlend Loe for eksempel, når han er bedst.” (Interview med Forfatterweb, januar 2023).