Sjældent er et litterært slægtskab set tydeligere end mellem Virginia Woolf og Michael Cunningham. Han har bygget hele sin roman ”Timerne” oven på Woolfs ”Mrs. Dalloway” i både stil, opbygning, tematikker og karakterer. Og netop ”Mrs. Dalloway” var den bog, der blev en katalysator for hans kærlighed til fiktionen og dens muligheder, har han fortalt. Om arbejdet med ”Timerne” og sin inspiration fra Woolf siger han: ”Hvis der er noget, jeg har lært af Virginia Woolf, så er det hendes insisteren på, at alt hvad der findes i et menneskeliv, findes i enhver dag i alles liv. Der er selvfølgelig store fulminante skæbner, men de 99,9 procent af os er, set udefra, ikke sådanne dramatiske skikkelser; men set indefra, for os selv, er vores tilværelse fuld af dramatik. Det er én af romanens opdagelser, at detaljen er en art DNA, en blueprint af det hele.” (Karen Syberg: Det frydefulde farefulde liv. Information, 2000-08-31).
En anden eksplicit inspirationskilde for Cunningham er Mary Ann Evans, der under forfatternavnet George Eliot (1819-1880) var en central forfatter i Victoriatidens England. Hun skrev realistiske værker med stor psykologisk indsigt og tydelige fornemmelse for steder, og hendes roman ”Møllen ved Floss” optræder flere gange i ”Dag”, som et forbindelsesled mellem søskendeparret Robbie og Isabel. ”Møllen ved Floss” (1860) handler om søskendeparret Tom og Maggie Tulliver, der lige som Isabel og Robbie har en særligt stærk forbindelse. Om George Eliots forfatterevner siger Michael Cunningham i et interview: “Det er muligt at forestille sig, at George Eliot måske har været den mest begavede, intelligente person, der nogensinde har levet. Ingen disrespekt til Virginia Woolf, der også var utrolig begavet og intelligent, men omfanget af Eliots forestillingsevne, hendes evne til levende at fremtrylle så mange mennesker er bare svimlende for mig.” (Alex Clark: Michael Cunningham: ‘Some people have never forgiven me for not just writing The Hours again’. The Guardian, 2024-01-13. Egen oversættelse).
Cunningham har også ligheder med filmskaber Woody Allen, der også ofte i New York har udforsket relationer mellem voksne mennesker og det senmoderne menneskes selvbevidste tilstedekomst i en akademiker-storby-setting.