Michael Cunningham bruger i ”Timerne” og ”Dag” en tredelt struktur, hvor handlingen på forskellig vis foregår over en dag. På den måde komprimerer han et helt liv på en dag med alle de følelser og oplevelser, et menneske kan opleve i løbet af et døgn; bruger den ene dag som prisme på et liv.
Det formmæssige greb spejler hans interesse for, hvad det vil sige at være menneske, over for sig selv og over for familie, venner og i forhold til samfundsmæssige og kulturelle forventninger til rollen som mor, hustru, kunstner, søskende osv. Er det overhovedet muligt at frigøre sig fra normer og andres blikke, når man forsøger at blive sig selv? Og kan man blive en anden, end den man er?
I begge værker skriver han også om forfængelighed og alder, om at være midt i livet og indse, at det ikke blev, som man havde håbet på. Om at miste skønhed og komme døden i møde. Døden er markant til stede, både når Virginia Woolf går i floden, når Laura Brown drømmer om selvmordet, når Richard møder døden og særligt for børnene i ”Dag”, hvor de på en anden måde end de voksne fornemmer de dødes nærvær. Det er i sprækkerne, vi ser klarest.
Cunningham viser spændvidden i kærlighed, som den kan se ud mellem søskende, forældre og børn, ægtepar. De fleste af hans karakterer bryder med klassiske heteroseksuelle former, men queer-perspektivet bliver aldrig det primære. I stedet portrætterer han det enkelte individ med hele dets spekter af seksualitet. I et interview fortæller han, hvordan han så præcist kan skrive om at være kvinde: ”Noget af det er selvfølgelig håndværk, men en anden mere mystisk del kan jeg ikke selv forklare. Når jeg skriver, føler jeg mig ikke som en mand, snarere kønsløs. Der er personer, der kommer igennem og nogle, der ikke kommer igennem. Hvad jeg leder efter, er livet i dets kompleksitet – alle har en idiosynkratisk seksualitet, og mental sundhed betyder noget forskelligt for enhver.” (Karen Syberg: Det frydefulde farefulde liv. Information, 2000-08-31).
Bøgerne henviser indbyrdes til hinanden, når ”Mrs. Dalloway” bliver nævnt i ”Dag”, når Nathan ligesom Virginia Woolf tiltrækkes af døden og går i vandet for at møde mørket og kulden, og når Instagramkarakteren hedder Wolfe. ”Dag” ligger tæt op ad teatrets kammerspil, hvor den indbyrdes intrige er det primære.
Sproget er fuld af farver og former og hverdagens detaljer; det døde egern, lyset i skomagerbutikken, blomsterne. De ting, der giver dagene betydning med deres fysiske nærvær, og forankrer eksistensen i kroppen.