I Rachel Cusks roman ”Aftermath” fra 2012 (”Efterskælv”, 2021) beskriver hun med nådesløs præcision efterdønningerne af skilsmissen fra den mand, hun har været gift med i ti år og har to piger med. Bogen er også en overgangsbog, der viser en form for drejning i forfatterskabet og indvarsler den nye nøgternhed, man ser i den senere romantrilogi.
Da ”Efterskælv” udkom i Storbritannien i 2012, vakte bogen stor debat. Rachel Cusk gennemgik i 2009 en skilsmisse fra sine døtres far, og bogen går tæt på hendes eget liv. Som fraskilt føler hun sig udstødt fra det store fællesskab med familieværdier og forsøger at finde fodfæste i en tilværelse, der ikke længere føles stabil. Hvordan er man en god mor for teenagebørn i krise? Og hvad med kærlighedslivet post-skilsmisse?
38789791
”Efterskælv” er en autofiktiv fortælling, en form for obduktion af kernefamilien og dens opløsning, af længslen efter tryghed versus længslen efter frihed. Cusk reflekterer over sit ægteskab og sit brud, og i sin analyse påkalder hun med stor intellektuel spændvidde græske tragedier som Antigone og Orestien og sammenligner tiden efter en skilsmisse med et middelalderligt England, et opsplittet heptarki uden centralmagt.
Titlens efterskælv er således ikke blot noget negativt, ikke blot brutale efterdønninger fra et jordskælv, men også et nyt verdenssyn. En livsfilosofi. Et mørke og en ødemark, hvorfra noget nyt kan gro. Men hvad? spørger Cusk.
”Efterskælv” blev afsættet til en ny skrivestil for Cusk. Da bogen udkom, mødte hun så stor modstand i den efterfølgende debat, at hun helt mistede lysten til at skrive. Hun beskriver selv tiden efter udgivelsen som en form for kreativ død, der gjorde det nødvendigt at udslette sig selv som forfatterjeg og tale fra et andet sted.