Rachel Cusk

Rachel Cusk er født i 1967 i Canada af engelske forældre. Familien flyttede senere til Los Angeles, da faren begyndte at gøre karriere, og mens de boede der, blev familien ret velhavende. Da Cusk var otte, flyttede familien tilbage til England, og få år senere blev hun sendt på en katolsk kostskole, hvor hun blev mobbet og udstødt. 

Cusk mindes sin barndom som kærlighedsløs: ”Jeg følte mig altid frastødende,” som hun har fortalt til The New Yorker (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). I en af sine essaysamlinger, ”Coventry” (2019), beskriver hun, hvordan man i hendes familie – i overført betydning – blev sendt til Coventry, hvis forældrene følte, man havde gjort noget forkert. At blive sendt til Coventry er et britisk udtryk for at få den kolde skulder. Efter en periode, hvor hendes forældre havde lukket ned for al kontakt, brød Cusk selv med dem: ”Jeg vil ikke forlade Coventry. Jeg har besluttet mig for at blive her.” (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). Essaysamlingen ”Coventry” lader til at bekræfte denne udmelding.

Også som forfatter er Rachel Cusk vant til at stå alene. Hun har ofte fået skyld for at gå for tæt på virkeligheden i sine bøger, blandt andet i erindringsbogen ”Aftermath: On Marriage and Separation” fra 2012 (”Efterskælv”, 2021), der skildrer skilsmissen fra Cusks eksmand. En anden af Cusks bøger, ”The Last Supper: A Summer in Italy” (2009), om hendes og familiens tre måneders orlov i Italien, blev makuleret af forlæggeren, fordi et engelsk par blev rasende over at genkende sig selv i beskrivelserne af perioden i Italien. 

Med sin berømte bog om moderskab, ”A Life’s Work” fra 2001 (”Et livsværk”, 2021), hvor hun ærligt beskriver sine trængsler ved at blive mor, oplevede hun modgang på flere planer. Som hun fortalte ved sin optræden ved Louisiana Literature i 2019, oplevede hun et decideret statustab i forfatterkredse, da hun begyndte at beskæftige sig med moderskab. Samtidig oplevede hun at blive lagt for had af andre mødre, der mente, at Cusk, med sin vanligt dissekerende og nøgterne tilgang til emnet, slet ikke egnede sig til at være mor. Cusk lader ikke til at være bekymret over at gå enegang: ”Hvis man gerne vil have, at folk skal kunne lide en, ødelægger det ens evne til at skrive,” som hun sagde i et interview i 2019 (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). 

Rachel Cusk er gift for tredje gang. I 2021 flyttede hun efter Brexit og det, hun kalder sin ”nations totale forfald” (Mathilde Moestrup: Rachel Cusk: Der er en form for identitetstab forbundet med livet efter de 50. Især for kvinder. Information, 2021-11-05) fra Storbritannien og bosatte sig i Paris med sin mand.

I hele sit forfatterskab har Rachel Cusk været optaget af malerkunsten, og i ”Parade” fra 2024 (”Parade”, 2024) tager hun de kvindelige kunstneres vilkår under behandling. På den måde kan romanen siges at være en fortsættelse af Cusks dissekerende undersøgelse af kvindens væren i verden, som kunstner, som muse, som mor.

Romanen er inddelt i fire afsnit, der omhandler mandlige og kvindelige kunstnere, der alle kaldes G. Hele romanen foregår i byer, der ikke navngives, tider, der ikke angives, og dette, sammen med anonymiseringen af de forskellige kunstnere ved blot at kalde dem G, giver fortællingerne et fabellignende udtryk.

139226488

Den mandlige kunstner G begynder på et tidspunkt i sin karriere at male sine motiver på hovedet, han maler også sin kone på hovedet, men på billedet gør han hende grim, og det støder og overrasker hende. Malerierne bliver en stor succes. En af fortællestemmerne bliver overfaldet af en anden kvinde på gaden. Det føles for fortælleren, som om handlingen er et kunstværk, at dette stykke fortov er overfaldskvindens atelier. En kvindelig maler sidst i 1800-tallet maler et billede af sin sovende mand, som en kommentar til alle de mange malerier, mandlige kunstnere har malet af kvinder sovende i senge, de selv har forladt. På et kunstmuseum i en fremmed by kaster en mandlig museumsgæst sig i døden. Nogle af museets prominente gæster sidder efterfølgende på en dyr restaurant og diskuterer dødsfaldets betydning.

”Parade” er i sin struktur måske den mest radikale af Cusks romaner, stilen er køligere og mere steril end nogensinde, og det føles som en tilsnigelse at kalde det en roman, for ingen af stemmerne bindes som sådan sammen eller forankres i tid og sted; det bærende element i fortællingen er således det stilistiske, med en nøgtern opremsning af scener og samtaler, og tematikken, de mange overvejelser om kvinders plads i verden og i kunsten.

Sidst i romanen fortælles der om en mors død. Et pluralistisk jeg tænker på de mange fortællinger, moren havde givet sine børn, de fleste af dem falske, for hun talte aldrig sandt om sig selv: ”Da vi hørte, at hun var død, følte vi ingenting, og vi forstod, at det ikke at føle noget var den største tragedie, der kunne overgå os.” (s. 226).

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Parade"