Rachel Cusk
Foto: Siemon Scamell-Katz / Rosinante

Rachel Cusk

journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, Bureauet, oktober 2019. Senest opdateret april 2020.
Top image group
Rachel Cusk
Foto: Siemon Scamell-Katz / Rosinante

Indledning

Den canadisk-britiske forfatter Rachel Cusk har skrevet romaner siden 1990’erne, og hendes første roman på dansk udkom i 1999, men det er først med sin nylige romantrilogi, at hun er blevet et internationalt kendt navn. Med Faye-trilogien, der begyndte med ”Omrids” (2019), er Cusk blevet kaldt en fornyer af romangenren med sin dialogbårne stil, der, som titlen antyder, kun giver et omrids af fortælleren og til gengæld vender projektøren i retning af de mennesker, hun møder på sin vej.

61570829

Blå bog

Født: 8. februar 1967, Saskatchewan, Canada.

Uddannelse: MA i engelsk, New College, Oxford.

Debut: Saving Agnes. 1993. Roman.

Litteraturpriser: Whitbreads debutantpris, 1993.

Seneste udgivelse: Det andet sted. Rosinante, 2021. (Second place, 2021). Oversat af Birgitte Steffen Nielsen.

Inspiration: D.H. Lawrence, Francoise Sagan, Edith Wharton.

 

 

 

 

 

 

Beyond Borders - Rachel Cusk Outline - BBIF 2015

Artikel type
voksne

Baggrund

Rachel Cusk er født i 1967 i Canada af engelske forældre. Familien flyttede senere til Los Angeles, da faren begyndte at gøre karriere, og mens de boede der, blev familien ret velhavende. Da Cusk var otte, flyttede familien tilbage til England, og få år senere blev hun sendt på en katolsk kostskole, hvor hun blev mobbet og udstødt.

Cusk mindes sin barndom som kærlighedsløs: ”Jeg følte mig altid frastødende,” som hun har fortalt til The New Yorker (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). I sin nyeste bog med essays, ”Coventry” (2019), beskriver hun, hvordan man i hendes familie – i overført betydning – blev sendt til Coventry, hvis forældrene følte, man havde gjort noget forkert. At blive sendt til Coventry er et britisk udtryk for at få den kolde skulder. Efter en periode, hvor hendes forældre havde lukket ned for al kontakt, brød Cusk selv med dem: ”Jeg vil ikke forlade Coventry. Jeg har besluttet mig for at blive her.” (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse). Hendes essaysamling ”Coventry” lader til at bekræfte denne udmelding.

Også som forfatter er Rachel Cusk vant til at stå alene. Hun har ofte fået skyld for at gå for tæt på virkeligheden i sine bøger, blandt andet i erindringsbogen ”Aftermath: On Marriage and Separation” (2012), der skildrer skilsmissen fra Cusks eksmand. En anden af Cusks bøger, ”The Last Supper: A Summer in Italy” (2009), om hendes og familiens tre måneders orlov i Italien, blev makuleret af forlæggeren, fordi et engelsk par blev rasende over at genkende sig selv i beskrivelserne af perioden i Italien.

Med sin berømte bog om moderskab, ”A Life’s Work” (2002), hvor hun ærligt beskriver sine trængsler ved at blive mor, oplevede hun modgang på flere planer. Som hun fortalte ved sin optræden ved Louisiana Literature i 2019, oplevede hun et decideret statustab i forfatterkredse, da hun begyndte at beskæftige sig med moderskab. Samtidig oplevede hun at blive lagt for had af andre mødre, der mente, at Cusk, med sin vanligt dissekerende og nøgterne tilgang til emnet, slet ikke egnede sig til at være mor. Cusk lader ikke til at være bekymret over at gå enegang: ”Hvis man gerne vil have, at folk skal kunne lide en, ødelægger det ens evne til at skrive,” som Cusk sagde i et interview i 2019 (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse).

Rachel Cusk er gift for tredje gang og bor delvist i London og ved kysten i Norfolk.

Livet på landet

”Jeg kan ikke huske meget af hvad der så skete, og tror jeg rent faktisk må være besvimet da jeg faldt. Jeg tumlede tilsyneladende et meget langt stykke ned, så stødte jeg på noget hårdt som jeg tåget fattede var bunden af poolen. Jeg kunne kun være blevet dernede nogle få sekunder, men intermezzoet havde en drøms struktur hvor alt virkeligt bliver erstattet af en fuldstændig og helt illusorisk erindring beregnet på at støtte det oplevede.”

”Livet på landet”, s. 337.

I Rachel Cusks roman ”The Country Life”, 1997, (”Livet på landet”, 1999) rykker niogtyveårige Stella i al hast ud af London for at flytte på landet. Uden at vi ved, hvad der er sket, fornemmer vi på Stellas hurtigt forfattede afskedsbreve til sine forældre og en mand ved navn Edward, at der ligger en traumatisk oplevelse bag beslutningen om at forlade byen. Kort efter lander hun på en gård i en lille by i Sussex hos den velhavende Madden-familie, hvor Stella skal tage sig af den handicappede søn, Martin. Aftalen om jobbet er blevet så hurtigt indgået, at der er flere ting, der ikke er blevet helt afklarede – for eksempel har Stella ikke fået fortalt, at hun ikke kører bil, hvilket er et af kravene til stillingen.

Stella forsøger at finde sig til rette ved familien, men ret hurtigt opdager hun, at det kan være svært at stå på god fod med Pamela, Martins mor, som har et iltert temperament. Martins far er meget fraværende, og der er tilsyneladende også nogle problemer mellem familien og resten af lokalbefolkningen, som Stella efterhånden får opsnust.

22407880

Allerede her i en af Rachel Cusks tidlige romaner får man en fornemmelse af det mikroskop, hun lægger alle følelser og menneskelige interaktioner under. Det er en nærmest anatomisk dissekering af alle udvekslinger og reaktioner, når fortælleren Stella prøver at forholde sig til sine nye opgivelser: ”Jeg tror imidlertid at hun altid har set sådan ud; altså næsten smuk, eller post-smuk, ligesom himlen efter en dejlig dag når solen er forsvundet, men dens aura er tilbage, fuld af det svundne, en erindring der er endnu skarpere end den ting man husker.” (s. 26).

Som i Cusks senere romantrilogi får vi antydningen af et sammenbrud, der ligger til baggrund for hovedpersonens nuværende situation. Stella er flygtet, ikke bare fra sin tilværelse i London, men også fra sig selv. Hun forsøger at forsvinde. ”Jeg vil bare være i fred. Som et par øjne i en krukke” (s. 312), som hun forklarer det til den handicappede Martin. Det viser sig at være mere besværligt, end hun har regnet med.

”Livet på landet” er en guvernante-roman, som man kender det fra den klassiske, britiske genre med Charlotte Brontës ”Jane Eyre” (1847), men et sort og galgenhumoristisk take på genren, hvor den unge kvindelige hovedpersons lidt romantiske forestillinger om livet på landet pilles fra hinanden under Cusks skånselsløse lup.

Omrids

”Min erfaring er at malere er meget mindre konventionelle end forfattere. Forfattere har brug for at gemme sig i den borgerlige tilværelse, ligesom tæger har brug for at gemme sig i et dyrs pels: Jo dybere de har gravet sig ned, jo bedre. Jeg tror ikke på hendes maler, siger han, der står og smører børnenes skolemad i sit smarte tyske køkken mens hun fantaserer om sex med et ungt, muskuløst androgynt væsen i læderjakke.”

”Omrids”, s. 101.

I Rachel Cusks ”Outline” fra 2014 (”Omrids”, 2019) er forfatteren Faye på vej til Athen. Hun falder i snak med sin sidemand, der i løbet af flyveturen fortæller hende om et liv, der er blevet fordelt mellem Grækenland og London, om sine tre forliste ægteskaber, børnene, der mistrives. I Athen installeres Faye i en lejlighed, hun har lånt, og hun mødes med forfatterkolleger og de studerende, hun skal undervise i løbet af sommerugerne. Hun mødes og drikker kaffe med Ryan, en amerikansk forfatterkollega, der er blevet familiefar og længes efter vildskab og de mørkhårede, græske kvinder, hun drikker vin med en gammel desillusioneret ven, der har startet et lille forlag og som er misundelig på nogle af sine forfatterkolleger, der klarer sig bedre, og hun tager ud at sejle med ”sidemanden”, som hun bliver ved at kalde den græske mand fra flyveturen.

46561848

Igennem Faye får vi alle disse livshistorier, men vi får også en fornemmelse af Faye selv og et nyligt brud eller en skilsmisse, der ligger og lurer i baggrunden. Vi får at vide, at Faye har to unge sønner, en mand, hun er separeret fra og at hun det meste af tiden bor alene. Andet får vi ikke at vide, men vi begynder at ane Faye gennem dialogerne med de andre. Faye bliver en slags filter for de mennesker, der betror hende deres historier og dybeste hemmeligheder, og på den måde kommer konturerne af Faye selv til syne. Ikke bare for os som læsere, men også efterhånden for Faye, fortælleren, selv.

Da Faye skal forlade Athen igen, sidder den nye lejer, den engelske dramatiker Anne, og spiser honning med en ske i hendes køkken. Hun beskriver en samtale, hun havde med sin sidemand i flyet dertil: ”Mens han talte, begyndte hun at se sig selv som en form, et omrids, med alle detaljerne udenom fyldt ud, mens selve formen forblev tom.” (s. 246).

”Omrids” er den første roman i den trilogi, der alle har forfatteren Faye som omdrejningspunkt. De andre to hedder ”Transit”, (”Transit”, 2019) og ”Kudos” (2018).

Transit

”Jeg kunne køre galt hvad øjeblik det skulle være. Følelsen af fare var blandet med en næsten behagelig følelse af forventning, som om en eller anden begrænsning eller forhindring omsider var ved at blive revet ned, en grænse nedbrudt, og på den anden side lå en form for frigørelse. En sms tikkede ind på min telefon. Kør forsigtigt, sagde den.”
”Transit”, s. 218.

I andet bind af Rachel Cusks Faye-trilogi, ”Transit” fra 2016 (”Transit”, 2019), er hovedpersonen Faye vendt hjem til England og er flyttet fra sit hus på landet og ind til London. Mens de to sønner er hos deres far, går hun i gang med at renovere et nyindkøbt hus med hjælp fra en polsk entreprenør; et projekt, der bliver besværliggjort af, at huset indvendig er en ruin og at der i underetagen bor et ældre, meget vredt ægtepar, som allerede fra begyndelsen hader deres nye overbo.

47316405

Faye støder på gamle bekendtskaber og ser med forundring på de midaldrende mennesker, de er blevet til. En gammel kæreste, Gerard, som hun forlod for mange år siden, er nu blevet gift og har fået en datter, men er blevet boende i den lejlighed, han og Faye boede i sammen. Han filosoferer over, hvorfor det var vigtigt for ham at holde fast i noget, mens Faye bare tog af sted. Fayes frisør filosoferer også over sit sted i livet, mens han klipper hende – han har levet det vilde byliv med masser af venner og bekendte, men nu ser han pludselig på det liv og de mennesker med en nøgtern kølighed og tænker, at de alle er børn. Sådan er ”Transit” fuld af historier om midaldrende mennesker, der står i en slags overgangsfase – som Faye selv gør det efter mange års ægteskab.

I slutningen af ”Transit” kører Faye ud for at besøge sin fætter Lawrence, som er flyttet ind i et hus på landet med sin nye kone og hendes to sønner. Et lille middagsselskab sidder parat med vinglas i hænderne, da Faye træder indenfor, og nogle utilpassede børn bliver ved at bryde ind i det, der skal forestille at være en meget bedre og lykkelig, ny tilværelse på landet med foie gras og champagne. På samme måde som man har på fornemmelsen, at livets faktiske rod og kaos hele tiden bliver ved at bryde ind i forfatteren Fayes drømme og forestillinger om det.

Kudos

”Langsomt gik han ned mod vandkanten, hans hvide tænder glimtede svagt gennem skægget i et smil, hans øjne kiggede direkte ind i mine. Jeg kiggede tilbage på ham fra min svævende afstand mens jeg steg og faldt. Han standsede lige i brændingen og stod der i sin nøgenhed som en guddom, strålende og bredt smilende. Så greb han sin tykke penis og begyndte at lade sit vand i havet.”
”Kudos”, s. 250.

I tredje bind af Rachel Cusks Faye-trilogi, ”Kudos” fra 2018 (”Kudos”, 2020), sidder Faye igen i et fly på vej til litteraturfestival i et ikke navngivet europæisk land. I nabosædet sidder en høj mand, som plejer at flyve på business class, hvor der er bedre plads. Han har svært ved at holde sig vågen og kommer konstant til at spænde ben for stewardesserne, når de lange ben lander i midtergangen. Han fortæller Faye om sit liv, den meget tid væk fra konen og børnene og hvordan han har forsøgt at kompensere for det ved at være til stede over for familiens hund. At være hundens nærmeste. Han har været oppe hele natten, fordi hunden var syg, og han blev nødt til at aflive den. Resten af familien ved det ikke endnu, de er rejst i forvejen.

47798027

Denne første scene i tredje og sidste del af Cusks trilogi om fortælleren Faye giver et godt afsæt til en bog, som måske mest af alt handler om forholdet mellem mænd og kvinder. Faye er på den anden side af sin skilsmisse, og alle de mennesker, hun støder ind i, taler på sin vis om vanskelighederne ved at indgå i en familie – måske især i et ægteskab. De kvindelige forfattere og forlæggere, hun støder ind i under litteraturfestivalen, er alle fraskilte og fortæller om mere eller mindre vanskelige brud. En del af kvinderne med en form for lettelse over at have opgivet tanken om den store sammensmeltning mellem mand og kvinde. Der er en form for desillusion i tonen hos flere af kvinderne, men også en glæde ved at se tingene som de er – en form for rensende nøgternhed, der går igen i hele sidste bind af denne trilogi, og i det brutalt dissekerende blik hos Faye.

Som i de to første romaner i trilogien bliver læseren af ”Kudos” kun bekendt med udviklingen i Fayes eget liv via sidebemærkninger. Gennem de interviews, hun udsættes for med de udenlandske journalister, finder vi ud af, at hun har giftet sig igen og at hendes ene søn nu bor hos sin far – men det er korte konstateringer, ikke noget, fortælleren selv dykker ned i. Hovedhistorierne i ”Kudos” er atter fortællingerne fra de mennesker, Faye møder på sin vej – reflekterende, utrolige historier, der næsten alle får et mytisk præg og formidles med samme intelligente og præcise stemme, som lader en ane, at Faye selv nok er den største fortæller af dem alle.

Genrer og tematikker

Med sin romantrilogi er Rachel Cusk blevet set som en fornyer af romangenrens fortællestil, idet de tre romaner ikke er plotdrevne, men i stedet en mosaik af samtaler, der mimer erindringens fragmenterede og fejlbehæftede natur. ”Omrids”, ”Transit” og ”Kudos” er mundtlige fortællinger og opleves næsten som at sætte sig på en café og lytte til samtalen ved nabobordet, mens man prøver at stykke personerne sammen ud fra de stemmer, man hører. Hvilket bogstaveligt talt er det, der indimellem foregår, som når fortælleren Faye i ”Transit” (2019) gengiver den haltende samtale mellem frisøren og en sky teenagedreng i nabo-frisørstolen.

Cusk har i sine tidligere bøger trukket meget på det selvbiografiske og nævner i flere interviews, at de tæsk, hun har modtaget i den forbindelse, har været medvirkende til, at hun på sin vis har skabt en ny litterær genre, hvor hovedpersonen mest af alt fungerer som et filter for andres historier: ”Jeg har mistet al interesse i at have et selv. At være en person har altid været noget, man kunne blive klandret for.” (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse).

Cusk fortæller i et interview med Weekendavisen, at det er blevet svært for hende at læse nye romaner og umuligt selv at skrive dem, fordi det føles, som om romanens traditionelle virkemidler i forhold til at skabe spænding og drivkraft ikke har særlig meget med livet at gøre. Trilogien er hendes forsøg på at finde frem til en anden litterær form, hvor hun vender sig mod fotografiet som medie: ”Jeg begyndte at overveje, hvad det vil sige at skrive et prosafotografi. Det må betyde, at man ikke kan se personen bag kameraet, og at enhver overflade er synlig for alle.” (Kathrine Tschemerinsky: Romanreformatoren. Weekendavisen, 2020-03-06).

Men noget går dog igen i flere af Cusks bøger, både de tidlige og de sene: En kvinde forlader sit hjem, sin familie, sit liv. Et brud af en art sender hende af sted, og mere end noget andet forsøger hun at flygte fra sig selv. Forsvinde helt. Strategierne for flugten tager sig forskelligt ud fra bog til bog, men hovedpersonens drivende kraft består i at fjerne livsløgnene både hos sig selv og andre, gennemspidde selvforestillingerne og trænge ind til en form for sandhed.

Beslægtede forfatterskaber

Rachel Cusks fortællestil i ”Omrids” og de andre to romaner i trilogien kan minde om den russiske nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs mangestemmige værker, for eksempel ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” (2015) og ”Bøn for Tjernobyl” (2018), der på samme måde gør brug af vidnesbyrd og mundtlige historiefortællinger. Men i modsætning til Aleksijevitjs temaer, som bevæger sig rundt i et mere åbenlyst dramatisk og historisk landskab omkring Anden Verdenskrig, Gulag og Tjernobyl, er Cusk optaget af de svære relationer vedrørende venskaber, familie og kærlighedsliv.

Cusk nævner selv den italienske forfatter Natalia Ginzburg og fortælleren i hendes selvbiografiske roman ”Familiealbum” (1963), som en, der minder om fortællerens rolle i Faye-trilogien: ”Fortælleren Natalia er næsten usynlig. På den måde minder hun lidt om Faye. Hun bliver til i kraft af, at hun betragter – eller reproducerer – sin families virkelighed. Det begyndte jeg også at gøre fra en tidlig alder, men i modsætning til Natalia, var jeg drevet af fremmedgørelse: ’Skete det virkelig?’” (Kathrine Tschemerinsky: Romanreformatoren. Weekendavisen, 2020-03-06).

Rachel Cusk nævner også D.H. Lawrence som en stor inspiration og siger, at hun brugte det meste af sine tredivere på at prøve at skrive som ham. Hun ser Lawrence som en af de skarpeste til at analysere det moderne, britiske liv med dets mange forandringer og forsøg på selvrealisering og har skrevet forord til en genudgivelse af D.H. Lawrences roman ”Regnbuen” (1915), der skildrer en engelsk familie igennem tre generationer.

Med ”Livet på landet” tager Cusk fat i den britiske guvernanteroman, som man kender den fra engelske klassikere som ”Jane Eyre” (1847) af Charlotte Brontë, og ”Agnes Grey” (1847) af hendes søster, Anne Brontë; en form for victoriansk dannelsesroman, hvor en ung, uskyldig kvinde som regel lander på et velhavende landsted i en ukendt egn, men med Cusks kølige og dissekerende blik, der ikke efterlader meget Brontësk højromantik på den engelske hede.

Bibliografi

Romaner

Cusk, Rachel: Saving Agnes. 1993.
Cusk, Rachel: The Temporary. 1995.
Cusk, Rachel: Livet på landet. Samleren, 1999. (The Country Life, 1997). Oversat af Annelise Schønnemann.
Cusk, Rachel: The Lucky Ones. 2003.
Cusk, Rachel: In the Fold. 2005.
Cusk, Rachel: Arlington Park. 2006.
Cusk, Rachel. The Bradshaw Variations. 2009.
Cusk, Rachel: Omrids. Rosinante, 2019. (Outline, 2014). Oversat af Annelise Schønnemann.
Cusk, Rachel: Transit. Rosinante, 2019. (Transit, 2017). Oversat af Annelise Schønnemann.
Cusk, Rachel: Kudos. Rosinante, 2020. (Kudos, 2018). Oversat af Annelise Schønnemann.
Cusk, Rachel: Efterskælv - om ægteskab og skilsmisse. Rosinante, 2021. (Aftermath, 2012). Oversat af Ida Jessen.
Cusk, Rachel:
Det andet sted. Rosinante, 2021. (Second place, 2021). Oversat af Birgitte Steffen Nielsen.

Essays

Cusk, Rachel: A Life’s Work: On Becoming a Mother. 2004.
Cusk, Rachel: The last Supper: A Summer in Italy. 2009.
Cusk, Rachel: Aftermath: On Marriage and Separation. 2012.
Cusk, Rachel: Coventry. 2019.
Cusk, Rachel: Et livsværk - om at blive mor. Vinter, 2021. (A life's work, 2001). Oversat af Julie Wammen.

Om forfatterskabet

Engen, Stine: Du kan ikke fortælle din historie til alle. Atlas, 2018-10-20.
Andersen, Carsten: Hvis man vil være venner med alle, skal man ikke skrive. Politiken, 2019-08-17.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Rachel Cusk

Kilder citeret i portrættet

Thurman, Judith: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07.
Weekendavisen, 2020-03-06.