Med sin romantrilogi er Rachel Cusk blevet set som en fornyer af romangenrens fortællestil, idet de tre romaner ikke er plotdrevne, men i stedet en mosaik af samtaler, der mimer erindringens fragmenterede og fejlbehæftede natur. ”Omrids”, ”Transit” og ”Kudos” er mundtlige fortællinger og opleves næsten som at sætte sig på en café og lytte til samtalen ved nabobordet, mens man prøver at stykke personerne sammen ud fra de stemmer, man hører. Hvilket bogstaveligt talt er det, der indimellem foregår, som når fortælleren Faye i ”Transit” (2019) gengiver den haltende samtale mellem frisøren og en sky teenagedreng i nabo-frisørstolen.
Cusk har i sine tidligere bøger trukket meget på det selvbiografiske og nævner i flere interviews, at de tæsk, hun har modtaget i den forbindelse, har været medvirkende til, at hun på sin vis har skabt en ny litterær genre, hvor hovedpersonen mest af alt fungerer som et filter for andres historier: ”Jeg har mistet al interesse i at have et selv. At være en person har altid været noget, man kunne blive klandret for.” (Judith Thurman: Rachel Cusk Gut-Renovates the Novel. The New Yorker, 2017-08-07. Egen oversættelse).
Cusk fortæller i et interview med Weekendavisen, at det er blevet svært for hende at læse nye romaner og umuligt selv at skrive dem, fordi det føles, som om romanens traditionelle virkemidler i forhold til at skabe spænding og drivkraft ikke har særlig meget med livet at gøre. Trilogien er hendes forsøg på at finde frem til en anden litterær form, hvor hun vender sig mod fotografiet som medie: ”Jeg begyndte at overveje, hvad det vil sige at skrive et prosafotografi. Det må betyde, at man ikke kan se personen bag kameraet, og at enhver overflade er synlig for alle.” (Kathrine Tschemerinsky: Romanreformatoren. Weekendavisen, 2020-03-06).
Men noget går dog igen i flere af Cusks bøger, både de tidlige og de sene: En kvinde forlader sit hjem, sin familie, sit liv. Et brud af en art sender hende af sted, og mere end noget andet forsøger hun at flygte fra sig selv. Forsvinde helt. Strategierne for flugten tager sig forskelligt ud fra bog til bog, men hovedpersonens drivende kraft består i at fjerne livsløgnene både hos sig selv og andre, gennemspidde selvforestillingerne og trænge ind til en form for sandhed.