I tredje bind af Rachel Cusks Faye-trilogi, ”Kudos” fra 2018 (”Kudos”, 2020), sidder Faye igen i et fly på vej til litteraturfestival i et ikke navngivet europæisk land. I nabosædet sidder en høj mand, som plejer at flyve på business class, hvor der er bedre plads. Han har svært ved at holde sig vågen og kommer konstant til at spænde ben for stewardesserne, når de lange ben lander i midtergangen. Han fortæller Faye om sit liv, den meget tid væk fra konen og børnene og hvordan han har forsøgt at kompensere for det ved at være til stede over for familiens hund. At være hundens nærmeste. Han har været oppe hele natten, fordi hunden var syg, og han blev nødt til at aflive den. Resten af familien ved det ikke endnu, de er rejst i forvejen.
47798027
Denne første scene i tredje og sidste del af Cusks trilogi om fortælleren Faye giver et godt afsæt til en bog, som måske mest af alt handler om forholdet mellem mænd og kvinder. Faye er på den anden side af sin skilsmisse, og alle de mennesker, hun støder ind i, taler på sin vis om vanskelighederne ved at indgå i en familie – måske især i et ægteskab. De kvindelige forfattere og forlæggere, hun støder ind i under litteraturfestivalen, er alle fraskilte og fortæller om mere eller mindre vanskelige brud. En del af kvinderne med en form for lettelse over at have opgivet tanken om den store sammensmeltning mellem mand og kvinde. Der er en form for desillusion i tonen hos flere af kvinderne, men også en glæde ved at se tingene som de er – en form for rensende nøgternhed, der går igen i hele sidste bind af denne trilogi, og i det brutalt dissekerende blik hos Faye.
Som i de to første romaner i trilogien bliver læseren af ”Kudos” kun bekendt med udviklingen i Fayes eget liv via sidebemærkninger. Gennem de interviews, hun udsættes for med de udenlandske journalister, finder vi ud af, at hun har giftet sig igen, og at hendes ene søn nu bor hos sin far – men det er korte konstateringer og, ikke noget, fortælleren selv dykker ned i. Hovedhistorierne i ”Kudos” er atter fortællingerne fra de mennesker, Faye møder på sin vej – reflekterende, utrolige historier, der næsten alle får et mytisk præg og formidles med samme intelligente og præcise stemme, som lader en ane, at Faye selv nok er den største fortæller af dem alle.