I hele sit forfatterskab har Rachel Cusk været optaget af malerkunsten, og i ”Parade” fra 2024 (”Parade”, 2024) tager hun de kvindelige kunstneres vilkår under behandling. På den måde kan romanen siges at være en fortsættelse af Cusks dissekerende undersøgelse af kvindens væren i verden, som kunstner, som muse, som mor.
Romanen er inddelt i fire afsnit, der omhandler mandlige og kvindelige kunstnere, der alle kaldes G. Hele romanen foregår i byer, der ikke navngives, tider, der ikke angives, og dette, sammen med anonymiseringen af de forskellige kunstnere ved blot at kalde dem G, giver fortællingerne et fabellignende udtryk.
139226488
Den mandlige kunstner G begynder på et tidspunkt i sin karriere at male sine motiver på hovedet, han maler også sin kone på hovedet, men på billedet gør han hende grim, og det støder og overrasker hende. Malerierne bliver en stor succes. En af fortællestemmerne bliver overfaldet af en anden kvinde på gaden. Det føles for fortælleren, som om handlingen er et kunstværk, at dette stykke fortov er overfaldskvindens atelier. En kvindelig maler sidst i 1800-tallet maler et billede af sin sovende mand, som en kommentar til alle de mange malerier, mandlige kunstnere har malet af kvinder sovende i senge, de selv har forladt. På et kunstmuseum i en fremmed by kaster en mandlig museumsgæst sig i døden. Nogle af museets prominente gæster sidder efterfølgende på en dyr restaurant og diskuterer dødsfaldets betydning.
”Parade” er i sin struktur måske den mest radikale af Cusks romaner, stilen er køligere og mere steril end nogensinde, og det føles som en tilsnigelse at kalde det en roman, for ingen af stemmerne bindes som sådan sammen eller forankres i tid og sted; det bærende element i fortællingen er således det stilistiske, med en nøgtern opremsning af scener og samtaler, og tematikken, de mange overvejelser om kvinders plads i verden og i kunsten.
Sidst i romanen fortælles der om en mors død. Et pluralistisk jeg tænker på de mange fortællinger, moren havde givet sine børn, de fleste af dem falske, for hun talte aldrig sandt om sig selv: ”Da vi hørte, at hun var død, følte vi ingenting, og vi forstod, at det ikke at føle noget var den største tragedie, der kunne overgå os.” (s. 226).