Silkesød

Citat
”Et råb arbejder sig op fra maven. Og råbet vokser sig stort i munden. Og smilet sprænger i titusind stumper. Og Silke rejser sig op og råber. Og Silke galer og skriger og hyler.”
”Silkesød”, s. 15.

I 2002 udgav Gro Dahle billedbogen ”Snill” (”Silkesød”, 2011), der er illustreret af Svein Nyhus. Bogen blev tildelt Brageprisen for bedste børnebog i 2002.

”Silkesød” handler om pigen Silke, der ikke gør noget væsen af sig. Hun er stille, smilende og sød. Og de voksne roser hende, fordi hun er så velopdragen og pæn. De roser og roser, men ingen af dem lægger rigtig mærke til Silke. Hun passer nemlig sig selv. Tegner, laver lektier, er ikke vild og bliver aldrig beskidt. På en måde er hun usynlig. For læreren, for de andre børn og selv for sine egne forældre. Men en dag bliver Silke rigtig væk. Hun går bogstavelig talt i et med væggen. Dér er hun fanget bag tapet og brædder, ude af stand til at sige en lyd.

28760698

Alle leder efter Silke, men ingen kan finde hende. Sådan er det, lige indtil Silke finder sin egen stemme og, som i en eksplosion, råber sig vej ud gennem væggens fængsel. Og med sig har hun alle de andre piger, der før hende har været så stille, søde og smilende, at de er blevet fanget i væggen.

I bogen forstærkes tekstens beskrivelse af Silkes forsvinden ved, at hun i illustrationerne gradvist bliver mindre. Silkes omgivelser tårner sig op over hende og fylder siden ud, så læseren til sidst skal gå på opdagelse efter Silke. I takt med at Silke bryder ud af væggen, vokser hun også fysisk. Det er et meget effektfuldt greb, og Svein Nyhus’ illustrationer bliver således en understregning af tekstens indhold.

”Silkesød” kredser tematisk om, hvordan andre menneskers ord og forventninger kan hæmme og i værste fald fange et barn. Silke bliver hele tiden italesat som sød, pæn og stille af sine omgivelser, men det der egentlig er tænkt som en ros, låser i virkeligheden Silke fast i en bestemt forestilling. Der er nemlig slet ikke plads til, at Silke kan være noget andet for eksempel fræk, vild og vred.

Og netop det at kunne være et helt menneske med alle de følelser, der hører til, spiller en central rolle i fortællingen. Først da Silke lader sin ikke-søde side få plads, kan hun igen træde ud i verden og blive set og hørt.